Tekniske advarsler

Det er sagt mange gange før på denne plads – men det bliver åbenbart ved med at være rigtigt. Nogle gange har de kontroversielle ting det bare med at klumpe sig sammem, lidt ligesom ketchupflasken, hvor der til at begynde med ikke rigtig synes at ske noget, men så går det stærkt. Men nej, i denne uge kommer det hverken til at handle om homofobiske tilråb eller bolddrenge, der udviser talent for temposkift. To ting, som jeg under normale omstændigheder ville tilskrive ganske andre lande end lige akkurat Danmark, men selvfølgelig rammer den almindelige forråelse og internationale påvirkning selvfølgelig også her. Hvilket ikke gør det mindre beklageligt og sørgeligt.

Men der har været andre ting, som er sprunget i øjnene – igen fik vi et par udvisninger for to advarsler, hvor den anden advarsel kom for, hvad man vel kan kalde for en teknisk forseelse. Det må være sådan noget, der kan drive en træner til vanvid. Én ting er, at man tager én for holdet og pådrager sig en advarsel i et forsøg på at bremse et lovende angreb eller tilsvarende, hvor det trods alt tjener et nogenlunde fornuftigt formål. Noget andet er de advarsler, hvor det er svært at se rationalet bag. Dem har der været et par stykker af i det seneste par uger (jeg er nødt til at samle lidt op på bagkant, da jeg i sidste uge var i det store udland i embeds medfør) – dels Jonas Winds udvisning i Parken i FCKs kamp mod Esbjerg, dels Ante Ercegs to advarsler i overtiden i Brøndbys pokalsemifinale mod AaB.

Lad os starte bagfra – også fordi det – i hvert fald for mig – er den mest uforklarlige. Erceg er kommet på banen mod slutningen af kampen, og så skulle man tro, at man gerne ville vise sig frem og demonstrere sin berettigelse. Måske er det i virkeligheden også det, der går galt – at man så gerne vil gøre det godt og så i stedet bliver overtændt. Men det starter med et ualmindelig klodset forsøg på at filme sig til et straffespark. Sådan noget skal man lade være med, når man gør det så gennemskueligt og med dommeren ganske få meter fra. Jeg bliver ofte mødt med spørgsmålet, om der ikke enten er straffespark eller film, når man har en duel i straffesparksfeltet, og angriberen går omkuld. Og nej, det er der langtfra. De to ting udgør yderpolerne i hele spektret, og så er der et kæmpeområde inde i midten, hvor spillet bare skal køre videre, fordi kontakten har været tilfældig, spilleren bare er faldet uden en forseelse og uden at ville snyde osv. Så det er ikke et enten-eller. Men i dette tilfælde er der ikke meget tvivl om filmen. Der er ikke rigtig nogen kontakt, og faldet virker ikke naturligt.

Nu er der ingen eller kun minimal kontakt her – men et andet standardspørgsmål, som aldrig vil dø, er, om der kan være film, når der er kontakt ? Og ok ja, det kan der sagtens. Selvfølgelig er situationerne, hvor der slet ikke er nogen kontakt, de letteste at have med at gøre og de mest gennemskuelige, men hvis spilleren overdriver kontakten ved at få den til at se værre ud, end den er, foregriber kontakten eller måske ligefrem selv søger kontakten, er der stadig film. Specielt den sidste variant kan være morderlig svær for dommeren at vurdere, for når to ben mødes, hvem er det så egentlig, der er den skyldige ? Der er angribere, der har udviklet dette til lidt af en kunstart, og desværre må jeg sige, at de af og til også får gevinst. Der er flere variationer over temaet, men disse er de hyppigst forekommende.

Det var så den første advarsel til Erceg, og så skulle man tro, at det ville være muligt at holde sig i skindet resten af overtiden. Men til allersidst, da det hele koger, og bolden er gået ud til et AaB-indkast oppe på midten, skal bolden for en sikkerheds skyld lige have et ekstra fur, så vi i hvert fald ikke kommer hurtigt igang. Det er korrekt, at man ofte ser spillere slippe godt fra at tjatte til en bold, efter at der er fløjtet, for reglen er ikke ligesom det vist er i håndbold, at enhver form for berøring er forbudt. Men berøringen må ikke være for at forhale en igangsættelse. Eller sagt på en anden måde: hvis ingen er parat til eller indstillet på at ville

tage en hurtig igangsættelse, har den ekstra berøring ikke nogen praktisk betydning, og så lever man med den, medmindre det bliver udført specielt provokerende. Som sædvanlig skal dommeren ikke gå efter de bagatelagtige forseelser. Men tidspunktet taget i betragtning, og at vi har et udehold, som virkelig jagter en udligning, er Ercegs handling klart til en advarsel. At handlingen så ikke er jordens smarteste, for tiden bliver jo bare lagt til i den anden ende, er en helt anden ting – men det er jo ikke dommerens opgave at vurdere fornuften i spillerens handling, ej heller det aspekt, at han kun et par minutter efter den første advarsel gør sig bemærket igen.

Jeg har godt noteret mig, at flere mennesker – endda også nogle, som jeg normalt har respekt for og anser for fornuftige folk – har ment, at dommeren burde have udvist fingerspidsfornemmelse i situationen, al den stund dette koster spilleren en pokalfinale, hvor han nu har karantæne. Der er to ting i det. For det første er forseelsen så åbenlys, at det nærmest ville være grov pligtforsømmelse, hvis dommeren ikke gav den advarsel. For det andet er det korrekt, at det er en evig diskussion både herhjemme og i udlandet, om en spiller skal misse en finale på grund af en advarsel. Vi vil allesammen gerne se de bedste spillere i en slutkamp, og derfor er der i mange turneringer også diverse kunstgreb, hvor man nulstiller advarsler, så en spiller ikke uforvarende ryger over grænsen med en advarsel i semifinalen. Men det gælder advarsler – og mig bekendt ingen steder udvisninger. Faktisk får man ballade med FIFA, hvis en udvisning ikke udløser mindst en spilledags karantæne.

Jonas Wind i Parken er også et tilfælde med to advarsler på relativt kort tid, men den situation er trods alt noget mere kompliceret. Den første advarsel her er af den mere normale slags, hvor der har været en flagrende arm i hovedet på en modspiller. Så langt, så godt – men otte minutter efter kommer så situationen, som i den grad har fået folk op på dupperne (kunne jeg se på min mail – jeg var som sagt langt væk, da kampen foregik). FCK har gang i en omstilling, og oppe på midten køres en fordel efter en Esbjerg-tackling af den tungere kaliber. Nogle meter længere fremme på banen jagter Jonas Wind bolden – det gør en Esbjerg-spiller også med en ganske heftig glidende tackling. Wind springer over benet, går omkuld – og får sin 2. advarsel for film. Og så har vi balladen.

Ingen kan naturligvis forlange, at en fodboldspiller bare skal blive stående og vente på at blive ramt af en tacklende modspiller, og selvfølgelig skal man have lov til at undvige. Problemet er den måde, som det sker på her. Hvis Wind nu var sprunget over Esbjerg-spillerens ben med den tydelige hensigt at lande nogenlunde på benene igen, havde alt været godt. Men han vælger i stedet at trække benene op under sig, strække armene fremefter og ‘flyve’, før han lander på maven og overkroppen. Det er gjort så eklatant, at det falder ned i den ovenfor nævnte kasse om at overdrive eller foregribe kontakten fra en modspiller (som så i øvrigt aldrig kom). Et normalt fald havde været fint – men her bliver det udført så overdrevet, at det sagtens kan tolkes som et forsøg på at snyde sig til noget mere. Og igen er det ikke sådan noget, som man skal gøre, otte minutter efter at man har set sit første gule kort.

Udgør Esbjerg-spillerens tackling så i sig selv en forseelse ? Tja, i og med at der aldrig opstår kontakt, er der kun et enkelt søm at hænge jakken på, nemlig om tacklingen udgør ‘farligt spil’. Tacklingen kommer godt nok med stor fart og begge ben, men der er rimelig jordkontakt, fødderne er ikke løftet specielt højt, og der er ikke tale om strakt ben med knopperne forrest. Så selv om farten kan se voldsom ud, synes jeg ikke, at det er noget oplagt farligt spil. Det kan man så mene er uretfærdigt – men så er det reglerne, som vi skal have lavet om, ikke dommerens fortolkning af dem.

Under alle omstændigheder viser begge tilfælde, at vi nærmer os det tidspunkt på sæsonen, hvor tingene bliver afgjort, nerverne sidder udenpå, og forbindelsen til den sunde fornuft kan blive midlertidig afbrudt. Bliver det ved på denne måde, har vi nogle drabelige dueller i vente, både i overført betydning og rent fysisk mellem de enkelte spillere. Det skal nok blive et festligt forår.