Jans Corner: Der er ingen nem udvej

Det var aldeles glimrende med en uges ferie under andre himmelstrøg, og forhåbentlig har læserne hygget sig imens med en tidsrejse gennem fodboldloven, men jeg skal da lige hilse og sige, at jeg landede med et brag med de to meget kontroversielle situationer på to dage i CL-kampene mellem henholdsvis City og Liverpool tirsdag og Real Madrid og Juventus onsdag. Nu er der gået yderligere en god uge siden, men selvfølgelig kan vi ikke bare glemme de to situationer. Og så var det måske meget godt med ferien, for her ved jeg, at jeg – uanset hvad jeg gør – bliver som minimum uenig med en frygtelig masse mennesker, men det er der så ikke noget at gøre ved. Nogle gange står man bare i situationer, som man ikke kan vinde.

Meget kort forbi situationen fra City – Liverpool med det annullerede offside-mål til City kort før pausen. Det er så godt som umuligt for alle incl. kommentatorer på stedet at se i naturligt tempo, men gentagelserne afslører ubarmhjertigt, at bolden spilles af en Liverpool-forsvarer frem til City-spilleren i offside-position – men uden at det er en redning, og uden at det er tilfældigt, så offsiden er reelt ophævet. Så det mål burde ikke have været annulleret – øv. Situationen er i virkeligheden meget mere kompleks, fordi vi også har en situation sekundet før, men eventuelle offside-positioner derfra bliver ophævet af, at målmanden forsætligt bokser bolden ud til de to spillere, som i duel derefter sender bolden retur – men altså med forsvareren på den sidste berøring. At Guardiola efterfølgende bliver bortvist, fordi han vælger at råbe i lang tid til den ligeledes spanske dommer, er der heller ikke noget at sige til – og uanset dommerens nationalitet og kendskab til spansk var han blevet bortvist alligevel alene på kropssproget. Hvordan Guardiola så kan være så sikker i sin sag, er ikke godt at vide, for han kan heller ikke på nogen måde se det fra sin position, men måske har der været en belejlig monitor.

Den situation troede jeg ikke kunne overgås, men der gik kun et døgn, før den var gal igen – og egentlig endnu mere spektakulært og mere diskutabelt. Jeg havde på forhånd raflet med mig selv, om jeg skulle bruge aftenen på Bayern-Sevilla eller Real Madrid-Juventus, for ved et hurtigt kig så den første mere åben ud end den anden, men jeg er da glad for, at jeg alligevel endte på Madrid-kampen,. I første omgang bare fordi det var en forrygende omgang fodbold, hvor jeg ligesom sikkert mange andre sad og glædede mig til en halv times forlængelse og måske endnu mere. Og så kom situationen i tredje minuts overtid. En bold sendes ind i Juventus’ straffesparksfelt, og der bliver kontakt mellem Madhi Benahia og Lucas Vazquez. Dommer Michael Oliver, som indtil nu har dømt en rigtig fin kamp, tøver ikke med at dømme straffesparket – hvilket tænder Buffon af i en grad, så han bliver vist ud for protester. Ronaldo scorer stensikkert på straffesparket mod reservemålmand Szczesny, og dermed blev det hele punkteret, i hvert fald for en neutral iagttager.

Der er sagt og skrevet uendelig meget femstjernet pladder omkring det straffespark. Jeg prøver i første omgang at forholde mig til selve situationen – og derefter nogle af reaktionerne. Jeg er ikke i tvivl om, at det straffespark sagtens kan dømmes. Der er to hænder i ryggen, og der er også et knæ, som befinder sig et yderst mistænkeligt sted. Det er klodset og dumt lavet, men det er jo ikke noget, som dommeren skal forholde sig til. Det eneste, som jeg overvejer bagefter, er, om det straffespark så er i overensstemmelse med den linje, der er blevet kørt i resten af kampen, Spillerne har fået lov til at røre godt og grundigt ved hinanden, men reglerne er jo de samme inden for og uden for straffesparksfeltet. Så hvis der ville blive dømt frispark ude på banen, skal der også dømmes straffespark her. Kendelsen her passer for mig at se fint ind i mønsteret for resten af kampen, så det rokker ikke ved bundlinjen.

Nogle har ment, at man skal undlade at dømme sådan en forseelse på et så afgørende tidspunkt – men reglerne er jo ikke anderledes i kampens overtid, end de er i det første minut. Værre er det med dem, der har ytret sig i stil med ‘Dommeren vælger at afgøre kampen’, for den bemærkning vidner om en eklatant mangel på forståelse for dommerens arbejdsvilkår og antyder, at man maksimalt har haft en fløjte i munden på en uforpligtende træningsbane. Selv en serie 6-dommer ville aldrig gå med på den tankegang. Hos Viasat var Preben Elkjær, som jeg ellers har stor respekt for i hans rolle dér, på vej ned ad stien – og mange har slået følge. Formuleringerne har været lidt forskellige, men tankesættet bag er det samme.

Man overser bare én afgørende ting i dommerens arbejdsbeskrivelse: han kan ikke undlade at tage stilling. Så uanset hvad pokker han gør, bliver han afgørende. Dømmer han straffesparket, bliver han uvenner med den ene halvdel af menneskeheden – vælger han ikke at dømme, bliver han lige så afgørende og bliver bare uvenner med den anden halvdel. Det ikke at fløjte er lige så meget en kendelse som det at fløjte. Men det bliver værre endnu, fordi Buffon løber ind i en udvisning for sine protester. Der er så også dem, der har ment, at dommeren burde være storsindet nok til at se bort fra de reaktioner, for selvfølgelig er det yderst menneskeligt at reagere og reagere voldsomt. For en gangs skyld er vi dog blevet forskånet for argumentet om, at der skal være plads til følelser i fodbold. Omkring protester er det jo – netop for at tilgodese den umiddelbare reaktion – sådan, at man i reglen kan slippe godt fra at reagere efter princippet ‘hurtigt op, hurtigt ned’, selvfølgelig alt afhængig af ordvalget. Problemet her er, at Buffon dels kommer bragende ud i situationen, råbende og gestikulerende, at han bliver ved – og at han slutter af med at puffe kraftigt til Oliver. Der er simpelthen ikke nogen vej uden om den udvisning.

Hvad er det så, der får os nogenlunde neutrale tilskuere til at reagere sådan på situationen ? Her er der nok en god del faktorer, der skal med i gryden.. Vi har set en vidunderlig fodboldkamp med et fantastisk comeback (ligesom dagen før, hvor Roma vendte slaget mod Barcelona). For alle andre end inkarnerede Real Madrid-fans er det nok et enormt antiklimaks, at det hele ender sådan. Vi er alle, mig selv inklusive, sådan indrettet, at skal en kamp afgøres på et straffespark langt inde i overtiden, skal det helst være for en forseelse, der kan ses fra månen og er aldeles indiskutabel. Verden er ikke altid så ideelt indrettet, og er der straffespark, skal det selvfølgelig også dømmes. Og så går det oven i købet ud over Buffon, som vel er nærmest den personficerede gentleman og ideelle sportsmand (på samme måde som Guardiola hellere ikke for mig ville være det oplagte valg til en bortvisning). Så forventningerne bliver skuffet på mange parametre – og så er det for så vidt naturligt nok at rette skytset det letteste sted hen og mod ham, som nogle vil mene er ophavsmand til hele balladen, nemlig dommeren. Jeg gik da også selv i seng med en meget tom fornemmelse indeni – også fordi jeg vidste, hvad der ville vente dagen efter – men alt dette er jo dommeren totalt uvedkommende. Han skal reagere på det, som han ser, hverken mere eller mindre – og han kan ikke lade være med at reagere. Så det er et valg mellem pest og kolera. Fagligt og med fodboldloven i hånden er der efter min bedste opfattelse ikke noget at komme efter.

Men på mange måder er hele situationen jo dybt ironisk eller tragikomisk, alt efter temperament. Sidste år blev Buffon på Sky Sport Italia spurgt, hvilke forestillinger han gjorde sig om sin sidste kamp. Og han svarede, at det vidste han faktisk ikke – men hvem ved, måske ville han slutte med at nikke en skalle, ligesom Zidane gjorde. Han kom nok tættere på sandheden, end nogen havde forestillet sig – og så oven i købet med Zidane på den anden bænk. Det må være en trøst, at det jo egentlig er gået Zidane ganske godt siden, og hans eftermæle ikke er blevet specielt belastet af skallen på Materazzi i VM-finalen for 12 år siden.

Og for nu lige at tage den sidste krølle med: nogle har også hævdet, at nu må vi altså have den videodommer. Dertil er kun at sige, at VAR ville have kunnet redde det forkert annullerede offside-mål aftenen før i Manchester – men nok så mange kameraer ville ikke kunne forhindre, at der blev dømt straffespark i Madrid. Det er nemlig ikke nogen klar dommerfejl – højst en situation, som nogle vil mene, at man kan diskutere.