Jans Corner: Det spidser til

Det er stadig så som så med foråret. Bedst som man tror, at nu er den ved at være der, kommer der lige endnu et tilbageslag med temperaturdyk og et eller andet ned fra himlen. Til gengæld bliver dagene lysere, og fuglene udenfor er på vej i forårs-gear med sang og det hele, så der må vel for pokker være håb forude. Vi får en uhyggelig spændende sidste runde i Superligaens grundspil lige om et øjeblik – med de obligatoriske konspirationsteorier om, hvorvidt det nu kan betale sig at vinde eller tabe. Ligegyldigt hvor store overvejelser man gør sig ved en turneringsplanlægning og udtænkning af turneringsform, er der åbenbart altid en eller anden havkat i hyttefadet, som det er umuligt at tage højde for. Jeg er glad for, at turneringstilrettelæggelse ikke er en af de ting, som jeg behøver bryde min hjerne med – det må være et rent helvede, en dybt utaknemlig opgave og et puslespil, hvor der altid synes at mangle en enkelt brik. Samtidig er vi, når dette læses, klar til kvartfinalelodtrækning i både Champions League og Europa League, og efter et par rimelige overraskelser er der også basis for nogle heftige kampe her. Der er meget at glæde sig over – trods temperaturerne.

Dommermæssigt kan man også glæde sig over, at vi stadig har de helt store tvivlssituationer til gode – jeg skriver dog dette inden onsdagens kamp mellem Barcelona og Chelsea, og lige akkurat den kombination har jo før givet godt med drama. Overskrifterne er snarere blevet erobret af de mere bizarre situationer, og det kan være underholdende nok som en afveksling.. Igen har vejret givet anledning til spørgsmål – og denne gang var det så ikke spørgsmålet om banens eventuelle farlighed, der stjal billedet, men mere den kombination af diverse fronter og temperaturskift, der gav nogle mildt sagt tågede omgivelser sine steder. Jeg plejede forkølelsen hjemme i lænestolen og kunne iagttage tingene i fred og ro, og jeg syntes nok, at søndagen startede tåget i SønderjyskE, uden at det dog gav de helt store problemer med at følge med – men jeg skal da lige love for, at vejrforholdene i Horsens til kampen mod Brøndby senere på søndagen sagde spar to. Jeg vil inderligt håbe, at man på stadion har kunnet se væsentlig mere, end man kunne på TV, for når bolden kom ud i de fjerneste hjørner, var det nærmest umuligt at se hverken bold eller spillere. Og så hjalp det hverken at pudse brillerne eller skærmen.

Spørgsmålet er, hvor meget man som dommerteam skal kunne se, for at det stadig er forsvarligt at afvikle kampen. Og det er faktisk svært at give et entydigt svar på. Dommerens vurdering af, om det er i orden at spille fodbold, går på banens farlighed, og om det er muligt at afvikle kampen efter fodboldloven. Farligheden behøver vi ikke trampe rundt i, for den er ikke i spil her – og for et par uger siden havde jeg fat i én variation over det at kunne afvikle kampen lovmæssigt, nemlig at kunne se linjerne. Her har vi set varianter som farvede streger og indlagte pauser i spillet for at skrabe linjerne fri (endda også diskret at skrabe linjer fri i den ene ende, mens der blev spillet i den anden: ikke lige efter bogen, men yderst forståeligt og pragmatisk). Og nu kom så tågen som en anden variant over temaet – dommerteamet skal have klar sigt nok til, at kampen afvikles rimelig korrekt, mens det ikke er noget krav, at spillerne – eller for den sags skyld tilskuerne – skal kunne se alting. Ligesom dommeren ikke skal tage stilling til det sportsligt forsvarlige eller underholdningsværdien, når han vurderer baneforholdene – kun farligheden. Så helt lavpraktisk vil det være mit bud, at man som minimum skal kunne se fra den ene sidelinje til den anden, for ellers har linjedommerne ikke mulighed for at kunne vurdere offsiden – men ud over det er det den enkelte dommers tolerancetærskel, der afgør, om han føler sig tryg nok til at afvikle kampen. I den forbindelse skal man ikke glemme, at man med anvendelsen af headset faktisk har fået en parameter mere, for bare ét medlem af dommerteamet kan se, hvad der foregår, kan det i princippet kommunikeres til de andre. Ikke specielt anbefalelsesværdigt – men dog muligt. I Horsens kom man igennem uden standsninger, og der skal generelt ganske meget til, før tåge afbryder en kamp, selv om vi i efteråret ved en af FCKs Europa League-kampe på udebane hang lige på kanten, men dog kom igennem efter en pause. At vi andre hjemme – og sikkert også på stadion – løb risiko for både hold i nakken og spændingshovedpine i bestræbelserne på at følge med, er en anden historie.

Også i den lovmæssige afdeling fik vi en ganske spøjs situation mod slutningen af kampen mellem Manchester United og Sevilla, hvor United pressede på. et skud på mål ude fra siden, hvor bolden passerede målmanden og forsvandt videre ind foran, hvor en forsvarer satte foden på, så bolden røg tilbage i retning mod målmanden – som sikrede sig bolden med hænderne. Måtte målmanden røre den bold ? Kommentatorerne var meget i tvivl selv efter flere gentagelser og endte på den salomoniske udlægning, at det frispark havde godt kunnet dømmes – og så er der sikkert også mange andre, der har været i tvivl. For at målmanden ikke må tage den bold med hænder, skal bolden være forsætligt sparket til ham af en medspiller. Kriteriet med medspilleren er i orden, bolden er også sparket med foden – og så bliver kodeordet forsætligt. Var det forsvarerens mening, at den bold skulle lande hos målmanden, eller skulle den bare væk fra farezonen ? I mine øjne så det ikke voldsomt kontrolleret ud, det som forsvareren foretog sig – hvis det var med vilje, at bolden skulle hen til målmanden på den måde, må han i hvert fald have haft nerver af stål – og det kan lidt sammenlignes med den situation, hvor en forsvarer kaster sig ned i en tackling, primært for at prikke bolden væk fra en angriber, men hvor bolden lander hos målmanden. Jeg synes, at det er i orden ikke at fløjte frisparket, men jeg medgiver, at vi befinder os på vej ind i det grå område.

I den anden ottendedelsfinale tirsdag mellem Roma og Shakhtar Donetsk fik vi en mindst lige så besynderlig situation i slutfasen. Kort efter en Shakhtar-udvisning for berøven af oplagt scoringsmulighed – éntydigt korrekt – opstod der en større massekonfrontation, efter at Ferreyra havde puffet en bolddreng tværs over banden i et forsøg på at få fat i bolden hurtigt. Jeg er ikke imponeret over den kunstneriske håndtering af massekonfrontationen, men lad nu det være – det spændende er forseelsen mod bolddrengen. Interessant, at Ferreyra slipper med en advarsel, men det er svært at vurdere, hvor kraftigt puffet egentlig er, og om bolddrengen i forvejen er ude af balance og/eller selv lægger nogle gram oven i ved at overspille situationen. Det utraditionelle er, at mens man normalt jo ser forseelser blive begået mod modspillere, kan man i princippet pådrage sig kort ved at begå noget mod hvad som helst og hvem som helst på eller i nærheden af fodboldbanen, selv ved at forse sig mod en tilskuer. Hvis bolden nu havde været i spil, var det dog en forudsætning for, at der kunne dømmes et direkte frispark eller straffespark, at forbrydelsen blev begået mod én af de personer, der havde en eller anden funktion i forbindelse med kampen og stod på holdsedlen – dvs medspillere, modspillere, dommerteamet, personer på bænkene og så fremdeles. En forseelse mod f.eks. en bolddreng eller tilskuer kan maksimalt give et indirekte frispark efter den lille passus, der siger, at det skal dommeren dømme, hvis han standser spillet for at advare eller udvise for en forseelse, som ikke er særskilt omtalt i loven. At bolddrenge så internationalt kan være et ualmindelig øretæveindbydende folkefærd, der evner at skrue op og ned for deres arbejdstempo alt efter stillingen i kampen og hvem, som skal have bolden, er en helt anden historie, som jeg kan vende tilbage til en anden gang.

Og næsten ikke et ord om klubejere, der stormer på banen med pistoler, fordi de er utilfredse med en kendelse, som det skete i Thessaloniki i weekenden. Jeg var selv til en Europa League-kamp hos PAOK for et par år siden, og det er uden tvivl det mest fanatiske og larmende publikum, som jeg har oplevet, så jeg kan levende forestille mig stemningen. Ved den lejlighed foregik alt dog fint og festligt efter bogen uden pistoler eller andre uregelmæssigheder, men det skal blive spændende at se, hvordan højere magter vil håndtere hele denne affære. Bedst som man tror, at man har set alt, kommer der alligevel noget nyt.