Søndag var der teoritest for alle dommere på Falkonergården på Frederiksberg. For at bevare sin indrangering i deres respektive rækker, skulle de indrangerede dommere bestå den årlige teoritest. Dommerne virkede som sædvanligt yderst velforberedte og alle dommere bestod teoritesten.
Mange af KFD’s dommere havde i ugerne op til teoritesten frekventeret ”Prismen” torsdag aften. Her sad DBU-instruktørerne Henning Hansen, John Holm Andreasen og Lars Toftlund klar med en fodboldbane samt spillerbrikker. Her kunne KFD’erne så få testet deres teoretiske evner og stille spørgsmål til og om fodboldloven, således at de var klædt bedst muligt på til selve teoritesten.
KFD fangede KS-dommer Lars Møller Hansen for at høre om, hvad det betyder at KFD afholder teoritræning før selve teoritesten.
Lars: Det er virkelig et godt initiativ, KFD har taget med disse teoritræninger. Det giver mig rigtig meget, at vi har en aften, der minder så meget om selve testdagen. Vi får kørt en del teori igennem i det samme setup, som testen foregår i, og det giver en god fornemmelse forud for testen. Det er fint og nødvendigt at sidde derhjemme og læse i lovbogen før testen, men de her træningsaftener giver lige det ekstra, som får mig til at føle mig bedre rustet, før det for alvor gælder. Også fordi det er muligt at stille spørgsmål til de situationer, vi gennemgår, hvis der er noget, der står uklart. Herfra skal lyde en stor tak til KFD og instruktørerne for deres indsats!
Der skal fra KFD’s side også lyde en STOR TAK til ovennævnte instruktører for at trodse vind og snevejr og møde op og guide medlemmerne gennem fodboldloven.