Jans Corner: Når mundvandet sidder løst

Det er set før, men det er nu alligevel lige forbløffende, hver gang det sker, og får én til at tænke på, om der skulle have gemt sig en enkelt lille drillenisse fra den just overståede højtid. Nemlig at jeg tager et emne op, udbreder mig relativt skråsikkert og med stor overbevisning – og få dage efter kommer der så et eller andet, der går fuldstændig på tværs af påstandene.  Aktuelt var det min pointe omkring VAR i sidste uge, at tal viser, at videodommeren typisk kommer i anvendelse til en situation i sådan godt hver tredje kamp. Og så kom pokalopgøret mellem Liverpool og West Bromwich bragende forbi med tre situationer afgjort efter brug af de højteknologiske hjælpemidler. Alle situationer så i øvrigt ud til at lande fuldkommen det rigtige sted, og det er jo godt nok. Pyha – jeg kan jo altid lave den billige parade, at dette må være undtagelsen, der bekræfter reglen, og selvfølgelig kan man altid komme ud for en sjælden kamp som denne, men det kan jo også tænkes, at man i England lige skal finde sine fødder og finde ud af, hvordan man nu skal håndtere denne nyskabelse. Eller sagt på en anden måde: VAR skal efter forsøgets retningslinjer ikke bruges til at afgøre tvivlsomme situationer, men til at korrigere kendelser, som er åbenlyst forkerte.

VAR kan i det hele taget bruges til mange ting. I netudgaven af den avis, som Tipsbladet leveres sammen med hver fredag, var der også en rigtig kioskbasker af en overskrift søndag aften: ‘Engelsk kaos fortsætter. Stjæler VAR City-scoring ?’. Det har sikkert givet nogle ekstra klik, og så har annoncørerne nok været glade, men det kan umuligt have været den allerstørste stjernestund i karrieren for redaktionssekretæren (eller hvad sådan en fætter hedder på et netmedie –  altså ham, der er ansvarlig for at sætte overskrifter på artikler). For gjorde man sig den ulejlighed at bevæge sig ned i artiklen, viste pointen sig at være, at City havde fået et mål underkendt for offside, og at dommeren ikke havde kunnet råde bod på det, fordi der IKKE havde været VAR på kampen ! Dødsmart – så kan VAR altså både få skyld for de ting, som systemet rent faktisk afgør, og de ting, som får lov til at stå ved magt, fordi systemet ikke er på. Jeg bliver bare så træt, når jeg læser sådan noget. I øvrigt var selve situationen – om angriberen stod i målmandens synsfelt eller ej – i den grad et grænsetilfælde, som beror på dommerskøn og formentlig aldrig nogensinde ville kunne blive genstand for en fornuftig VAR-vurdering. Men sådan er der så meget.

Ellers var der jo pokalrunde i England i weekenden, og jeg forsøgte at hænge på med et halvt øje på pc-skærmen, mens jeg lavede diverse andre forefaldende ting ved skrivebordet.  Jeg holder som tidligere afsløret meget af disse FA Cup-weekender, for der kommer så godt som altid en eller anden overraskelse op af hatten. I denne omgang endda hele to, i hvert fald i de kampe, som blev sendt live: Wigans hjemmesejr over West Ham og decideret sensationelt Newports uafgjorte på hjemmebane mod Tottenham. Alt efter temperament kan man jo så begræde, at Newport ikke gik hele vejen, men måtte slippe føringen med otte minutter igen – eller glæde sig over, at den uafgjorte trods alt holdt og skabte overskrifter. Kassereren er uden tvivl lykkelig for at få en ekstraoplevelse på Wembley i en omkamp. Fantastisk at se et godt gammelt britisk stadion og føle sig hensat til de tidlige glade Tipslørdag-tider omkring 1970 – og kuriøst også at se Tottenham-stjernerne have åbenlyst besvær med at tilpasse sig forholdene og ikke mindst banen med rugby-linjer, sporadisk græs og det hele. Det var hele lørdagen værd – selvfølgelig medmindre man var Tottenham-fan.

Ud fra fodboldlovens synspunkt var det nu alligevel kampen mellem Wigan og West Ham, der tiltrak sig størst opmærksomhed – omend ikke for det gode. I 2.halvleg lykkedes det for West Hams Arthur Masuaku at pådrage sig hele fodboldfolkets vrede, da han løb ind i en udvisning for at spytte efter Wigans Nick Powell. Forspillet havde været en tackling fra Powell, som nok ikke lige havde Premier League-niveau, men selvfølgelig giver det ikke carte blanche til at tage retfærdigheden i egne hænder eller andre legemsdele. Man kan altid diskutere, hvad der egentlig er værst: at blive savet midt over i en tackling, få en lige højre til kæben eller blive spyttet på. Ser man på de rent fysiske mén, er det nok én af de to første, der vinder, men tager man det psykologiske aspekt med ind i det, tager spytte-forseelsen prisen i mit private univers. Jeg har personlig svært ved at forestille mig noget meget mere nedværdigende end at stå i den forkerte ende af en spytklat.  Til trods for selve det vanvittige i handlingen var der nu alligevel nogle ting at glæde sig over i situationen.

Først og fremmest, at den blev opdaget på stedet. I sagens natur er en spytte-forseelse ikke en af de mest åbenlyse, og det glæder mig, at øjnene var så tilpas åbne, at det førte til kontant afregning. Mange husker sikkert stadig Totti / Christian Poulsen-episoden fra EM i Portugal 2004, hvor det først var video-optagelser, der sendte Totti i skammekrogen. Til forskel fra alle spytte-situationers moder, Rudi Völler og Frank Rijkaard ved VM i Italien 1990, hvor Rijkaard spyttede på Völler på vej ud af banen, da de begge var blevet udvist. Dernæst at fordømmelsen har været universel og reaktionerne prompte og éntydige. Ikke bare fra forbundet og Wigan, men også fra West Hams egne spillere og manager David Moyes. Forbundet kvitterede lynhurtigt med at stange seks spilledages karantæne ud, og West Ham ville også komme ud med en disciplinær straf oveni.  Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvad sådan noget kan komme til at skæppe i bødekassen.

Nu var bolden jo ude af spil, da det hele foregik, og dermed kom der ikke noget frispark ud af det, men ellers er det at spytte én af de 11 forseelser, som medfører et direkte frispark eller et straffespark. Antallet har varieret lidt gennem årene, efterhånden som man har slået nogle sammen, redigeret noget om osv., men spytte-forseelsen er faktisk én af de senest tilkomne.  Der havde ganske vist i mange år været lovgivet for, at den skulle betragtes som voldsom adfærd, godt gemt væk i en international afgørelse – men det var først i 1996, at den gjorde sit indtog blandt de forseelser, der skulle give et direkte frispark. Indtil da havde frisparket faktisk i princippet været indirekte som følge af, at spillet var standset for at tildele en udvisning.  Et nydeligt eksempel på, at der er forseelser, som man simpelthen ikke har haft fantasi til at forestille sig forekom så tit, at det skulle være et problem – ganske som vi alle sad og kløede os i stakken, da Suarez begyndte at bide folk. Indirekte eller direkte frispark ?  At bide har heldigvis stadig ikke dannet så meget skole, at det er blevet ophøjet til at blive en tolvte forseelse til et direkte frispark – men mon ikke nok en dommer skulle kunne klemme den ind under definitionen af én de elleve andre, om galt skulle være.

Selve den lovtekniske omtale af at spytte gav os dengang også nogle gevaldige overvejelser og problemer, for den oprindelige engelske formulering var således, at oversættelsen ville blive ‘spytter på en modspiller’. Og hvad så hvis man ikke ramte – ville det så stadig være ‘på’ ?  I de første mange år sneg vi os udenom ved med himmelvendte øjne at hævde, at der altid måtte være nogle dråber, der ramte – men heldigvis blev den engelske formulering så i 1996 justeret, så oversættelsen med god samvittighed kunne blive til ‘spytter efter en modspiller’.  Så var vi også dækket ind i forhold til forbryderen, der ikke ramte; offeret, der havde held til at undvige osv.  Til gengæld er det klart, at afstanden bliver en parameter – det vil være morderlig svært for en dommer at skulle løfte bevisbyrden for, at en spiller, der står tyve meter fra en modspiller og sender en spytklat i den retning, virkelig spyttede efter vedkommende – medmindre selvfølgelig spilleren er nordisk mester i langspyt. Og det er måske meget godt, for når man i øvrigt ser de nærbilleder af spillere (og trænere), der dukker op  under stop i spillet, har man indtrykket af, at mundvandet sidder gevaldig løst. Ikke specielt æstetisk at se på – men heldigvis i de færreste tilfælde rettet mod en modspiller (eller for den sags skyld en medspiller, official eller et medlem af dommerteamet). Så ville vi få mange direkte frispark eller sågar straffespark – og ikke mindst udvisninger, for ved spytte-forseelsen er det enten-elller, som også Masuaku erfarede.