Jans Corner: Så kom VAR til England

Video Assistant Referee – VAR blandt venner – har allerede været oppe et par gange på denne plads, og sådan bliver det uden tvivl ved at være, efterhånden som situationerne stempler ind, og vi nærmer os VM i Rusland, hvor systemet kommer til at stå sin første afgørende prøve i en rigtig stor turnering. Senest, hvor der blev snak om en afgørelse, var ved FA Cup-omkampen i sidste uge mellem Leicester og Fleetwood. Nu er englænderne nemlig også hoppet med på vognen og prøvekører systemet i en række pokalkampe.

I den aktuelle kamp var stillingen 1-0 til Leicester på et mål af Iheanacho, da samme spiller efter 77 minutter blev spillet fri uden for feltet lige omkring offside-grænsen. Efter et par træk sparkede han bolden i Fleetwoods mål  – blot for at se, at linjedommeren havde hævet flaget. Alt gik pænt hurtigt, og flaget påvirkede ikke på nogen måde målmandens evne eller vilje til at forsøge at redde bolden. Ikke at det havde gjort nogen forskel, for selvfølgelig skal man som forsvarer blive ved med at spille, til der fløjtes (selv under normale omstændigheder er linjedommerens flag ikke en endelig dom – den afgørelse er altid dommerens i sidste ende), men bare lige for at få den detalje med. Men så var det altså, at kampen var én af dem, hvor VAR blev brugt som forsøg, og der fulgte nu et ophold på vel 45 sekunder, mens videodommeren så tingene igennem igen. I sidste ende var beskeden, at Iheanacho var marginalt onside, og at målet derfor burde anerkendes, da bolden jo lå i mål, da spillet blev afbrudt. Ellers havde det ikke været muligt. Det var en uhyre snæver afgørelse, for spilleren var kun ganske få centimeter onside og blev reddet af en forsvarers hæl. Dommeren valgte at følge videodommerens indstilling, og lidt atypisk skete det uden selv at se situationen. På den anden side er lige akkurat offside-position jo én af de ting, der objektivt lader sig måle, på samme måde som spørgsmålet, om en bold har krydset en linje eller ej, så der er ikke brug for dommerskøn som sådan. Det centrale er, at det altid er dommeren, der skal træffe den endelige afgørelse – og det gjorde han så her ved at stole på kollegaen foran TV-skærmen  på samme måde, som han ville stole på en linjedommer. Dermed var det første VAR-mål i England en kendsgerning.

Alligevel er det en ganske interessant situation, fordi det i VAR-manualen klart er forudsat, at VAR skal bruges til at korrigere ‘klare og åbenlyse’ fejl. Og i bemærkningerne fremgår det også, at en situation, hvor man skal se 3-4 gentagelser for at nå frem til en afgørelse, ikke er ‘klar og åbenlys’. Derfor undrede det mig i første omgang, at man valgte at ændre en afgørelse, der baserede sig på ganke få centimeters forskel – men forklaringen må være den forskel, som ligger i situationer, som indeholder et objektivt element (f.eks. en offside-position) i modsætning til situationer, hvor der skal et dommerskøn til (f.eks. en kropskontakt i straffesparksfeltet:  er det et straffespark, et forsøg på film, eller noget inde midt imellem). Offside-positioner lader sig vurdere ganske nøjagtigt på still-billeder, hvis man vel at mærke er i stand til at kunne sætte den berømte virtuelle linje på skærmen det rigtige sted, hvilket i virkeligheden er en hel videnskab for sig og, hvis det skal være rigtig nøjagtigt, kræver et samspil mellem flere kameraer fra hver sin vinkel. Man kan ikke gå ud fra, at banens græs er klippet 100 % lige, således at man kan bruge græsmønsteret som sigtelinje.

Så på den led blev det en historisk aften, og England kom med på kortet over lande, hvor VAR har gjort en forskel. Som sagt kører der forskellige forsøg rundt omkring, og flere og flere af de store fodboldlande er med. Der er ikke plads til at nævne dem alle her, men af de europæiske ligaer kører Tyskland, Frankrig, Italien og Polen med VAR som en fast ingrediens i øverste række. Tyrkiet kører forsøg, hvor man simulerer VAR – altså har videodommeren siddende i vognen, men uden at bruge ham – for at se, hvilke problemer der viser sig, og hvor træningen især skal sættes ind. For det er ikke bare et spørgsmål om at sætte et par dommere foran et TV – der er en skov af skærme til rådighed for dommerne, og de har deres helt egen producer til rådighed, som kan skifte vinkler, spille situationer igen osv. Det må kræve enorm koncentration hele vejen at skulle følge alle disse skærme, for de mistænkelige situationer skal jo i sagens natur først identificeres ud fra det normale kampbillede. Går vi uden for Europa er store ligaer som Brasilien, USA og Australien også fuldt ud med på vognen.

Helt basalt er filosofien bag VAR at udnytte teknologien, så man med mindst mulig indblanding får mest mulig gavn af den. Situationer, som kan behandles, er indskrænket til fire typer:  scoring af mål eller ej, vurderinger af straffespark eller ej, forseelser til udvisning, og endelig at få reddet de situationer, hvor en dommer har taget fejl af en spillers identitet, så det er den forkerte spiller, der har fået en kortstraf.  Så er der, som jeg nævnte, også kriteriet om, at det skal handle om klare og åbenlyse fejl – og endelig ligger den afgørende beslutning altid hos dommeren. Enten fordi han stoler på sine hjælpere, eller fordi han selv genser situationen på en monitor ved banen.

De første statistikker omkring anvendelsen begynder også at dukke op,  efterhånden som lande har haft systemet kørende konstant i en liga. Jeg har set nogle tal fra Tyskland og Italien, og der var faktisk et par ting imellem, som overraskede mig en del. I Tyskland gjorde man boet op efter 13 spillerunder i Bundesligaen, Et af de helt store ankepunkter på forhånd var frygten for, at en kamp skulle blive hakket fuldstændig i stykker og miste sit flow, fordi der skulle ses TV i én uendelighed. I Tyskland har man standset for at gennemse en situation 36 gange, og herefter er 27 afgørelser blevet rettet. Det vil med lidt hovedregning sige, at 75 % af situationerne har ført til en mere korrekt kendelse – men også, at det kun er i godt hver tredje kamp, at VAR har været i funktion.

De italienske tal er også interessante, om end de er gjort op på en lidt anden måde. Her er statistikken baseret på 148 kampe i Serie A. Der har været 746 checks bag kulisserne, og i sidste ende er 42 kendelser blevet rettet. Så også her har VAR haft indflydelse i noget, der ligner godt hver tredje kamp. Gennemsnitstiden, hvor kampen har været stoppet på grund af gennemsyn af situationen, ligger omkring 1 minut og 20 sekunder – omend med nogle store individuelle afvigelser, afhængig af situationens kompeksitet. Jeg har set en enkelt, hvor det tog næsten fem minutter at nå frem til en afgørelse – og det er selvfølgelig for meget. Ikke mindst fordi publikum jo ikke kan (eller skal) følge med på storskærm, så alle svæver i uvished, mens forløbet udspiller sig. Mindst lige så interessant er det, at antallet af udvisninger er faldet med 28 % og antallet af advarsler med 15 %, samtidig med at der er faldet væsentlig færre kort for protester. Det virker, som om spillerne bedre accepterer kendelsen, når de ved, at der har været flere inde over – og i virkeligheden bliver protesterne og vreden nu ikke rettet mod dommer og linjedommer, men typisk mod den spiller, der har været så dum at blive afsløret.  Normalt foregår alt påfaldende udramatisk, hvad der bestemt ikke er en selvfølge på de geografiske kanter – selv afgørelser i store kampe som romerderbyet mellem Lazio og Roma, som ellers nok er letantændeligt i sig selv.

Brugen af VAR har også vist et behov for at udvide de ting, som kan vurderes, til også at kunne omfatte ting, som måtte være foregået f.eks. i opspillet til et straffespark, og som i første omgang har undgået opmærksomhed fra kampens dommere. Der var fra Italien et eksempel, hvor et straffespark til ét hold blev konverteret til en udvisning til samme hold i en situation oppe midt på banen, hvor en højtflyvende albue var indgået i bolderobringen i det angreb, som få sekunder senere endte med et straffespark.

Så til trods for indkøringsvanskeligheder og børnesygdomme, som der altid er ved et nyt system, ser det ud til, at VAR brugt på den rigtige måde faktisk kan blive en gevinst, når man får finjusteret på kriterier og anvendelse i praksis. I hvert fald er det ud fra de foreløbige tal meget langt fra at blive den tidsrøver, som mange havde frygtet (og tiden bliver jo under alle omstændigheder lagt på i den anden ende). Om man så fodboldilosofisk kan lide det eller ej, er en anden historie, men i det mindste ser det ud til at føre til flere rigtige kendelser. ‘Mindst mulig indblanding, størst mulig gavn’.