Fodbolden ruller på livet løs i TV. En meget spændende superligasæson er godt undervejs, VM-kvalifikationsgrupperne er nået hen til nogle uhyggelige playoff-kampe, og lige om lidt er Champions League og Europa League halvvejs i gruppefasen. Med alt det, der kan fanges på skærme af forskellige størrelser, kan det være svært at fastholde det store billede: at det jo kun er øverste etage på kransekagen, som vi ser her; at der ikke er nogen top uden en bredde; at dette kun er toppen af isbjerget – og hvad man nu ellers kan grave frem af billeder for at illustrere, at der hver weekend udkæmpes adskillige topkampe på alle niveauer, bare under mere ydmyge forhold og med mindre bevågenhed. For hver eneste TV-kamp er der et ukendt antal breddekampe, hvor der også bruges dommere, og hvor udfordringerne måske nok er af en anden karakter, men så sandelig langtfra altid mindre.
Med andre ord er tiden kommet til det årlige reklamespot og forsøg på at få nogle af de mange sofadommere til at formalisere deres interesse for fodbolden og dømmeriet ved at gå på et dommerkursus for at finde ud af, hvordan reglerne i virkeligheden er skruet sammen. Årets dommergrundkurser er tæt på at starte nu – og de, som kommer igennem dér, servicerer selvfølgelig i første omgang breddefodbolden. Men ligesom elitefodboldklubber ikke kunne leve uden en fødekæde fra egne ungdomsafdelinger og mindre klubber, er det jo fra disse rækker, at fremtidens topdommere bliver rekrutteret.
Hos DBU er der tilmeldt knap 3.700 dommere på landsplan, heraf lidt over 90 kvindelige. Det er en lille fremgang i forhold til sidste år, og man kan jo håbe, at kvindelandsholdets EM;-succes kan give et boost til det sidste tal. Antallet kan lyde af mange, men der kan altid bruges flere, og der er hver weekend adskillige kampe, der må afvikles uden autoriseret dommer. Det er jo ikke alle 3.700, der i hver eneste weekend står parat med fløjten. Vi taler om amatører, som skal passe både arbejde, familie og andre fritidsgøremål ind i dagligdagen. Så det er ikke alle på listen, som er lige aktive, og med alle de fritidstilbud, som tilværelsen byder på nu om stunder, er der også en tendens til, at de nye dommere, der kommer til, generelt tager færre opgaver, end man gjorde for f.eks. 10 år siden. I min tid var det ikke ualmindeligt, at en dommer klarede to kampe lørdag, to kampe søndag og så lidt aftenkampe i løbet af ugen, men det er nok en model, som ikke rigtig ruller ud af fabrikken mere eller kun i begrænset omfang – selv om alle unioner har dommere, der dømmer et enormt antal kampe hvert år på de mere ydmyge niveauer, og hurra for det. Men man kan ikke løbe fra, at familiemønstre og fokus har ændret sig, og hvis man kan sidde hjemme i varmen og lege elitemanager på pc’en, kan tiltrækningskraften ved en tidlig søndag morgen i regnvejr med en flok fodboldspillere af varierende humør, indstilling og fodboldkunnen være svær at finde. Det er ét af tidens vilkår, at der skal kæmpes mere for at få nye dommere ind i folden og ikke mindst få dem til at blive der. For én ting er rekuttering – en helt anden og meget sværere er fastholdelse af dem, der er begyndt. Efter mange års lille, men sikker, tilbagegang ser det ud til, at kurven er knækket, men der skal stadig kæmpes for at få lokket nye til, så man kan holde trit med dem, der falder fra af den ene eller anden årsag – også helt legitime som alder, og at man synes, at nu har man ydet sit. Men ligesom fodboldspillere kan blive ved langt op i årene, kan dommere også – der er ingen formel aldersgrænse i breddefodbolden, selv om man hvert år lige bliver checket på sin fysiske basisformåen, når de 70 år er rundet
Hvem er det så, man skal forsøge at indfange ? Der er dommere nok ude omkring de danske fodboldbaner. Problemet er bare, at dem med det øjensynlig største overblik tit befinder sig uden for kridtstregerne. Det ville være herligt at kunne lokke nogle af dem ind på den anden side af linjen – men der er nok andre målgrupper, man får mere ud af at gå efter, selv om sidelinje- og tribunedommerne skal være hjerteligt velkomne, hvis de tør.
Der er kommet mange fine dommere ud af fodboldspillere, som løb ind i en skade, der gjorde, at de ikke længere kunne det, som de engang stod for. Det kan godt være, at regelkendskabet fra start ikke er til guldmedalje – men i sidste ende hjælper reglerne ikke ret meget, hvis man ikke har følingen for fodbolden. Faktisk er ‘spillets ånd’ nu skrevet direkte ind i lovbogen, og man har fra højeste sted direkte pointeret, at man ønsker pragmatikere med sans for spillet snarere end rene paragrafryttere (uden at det af den grund skal blive til det rene anarki eller flertalsafgørelser). Dommervirksomhed er så uendeligt meget mere end regler – det er situationsbestemt ledelse og anvendt psykologi på adskillige planer, blik for spillet, krisehåndtering og tackling af det helt uventede. En anden målgruppe, som er perfekt at få med på holdet, er dem, der tidligt opdager, at spillertalentet måske ikke rakte helt så langt, som de havde håbet. Måske kan man på dommersiden endda nå væsentlig længere, end man ville som spiller, hvis man vel at mærke kan sætte sig ud over den helt indledende hurdle, som chokerer mange tidligere fodboldspillere, når de begiver sig ud med en fløjte – at man går fra at være en del af det trygge fællesskab på et hold til at være det måske ensomste menneske på jorden. Derfor gør man rundt omkring i lokalunioner og dommerklubber rigtig meget for at holde fast i de nye og hjælpe dem over de første barrierer og frustrationsoplevelser.
Man skal ikke blive dommer for pengenes skyld alene, for så kan man snildt finde andre ting at foretage sig i fritiden, som kan skæppe mere i kassen, men der er nu alligevel et par pointer her. Honoraret forhandles og fastsættes efter, hvad der kan snige sig under skattereglernes loft, så det kan blive til et pænt lille skattefrit beløb, selvfølgelig afhængig af aktivitetsniveauet. Netop fordi indkomsten ikke er skattepligtig, påvirker den heller ikke SU’en, så dommerhonorarer kan give et fint supplement for en studerende. Andre lægger beløbet i den store sparegris til familiens ferie. Men ser man bort fra pengene, er der også andre og nok i virkeligheden større fordele. Man får motion og er nødt til at holde sig i nogenlunde anstændig form, og man får styrket sin personlige udvikling. Leder- og konfliktløsningsegenskaber bliver i den grad trænet med mennesker af alle aldre, faconer og kulører. Fra tid til anden dukker der kedelige historier op om episoder i de lavere rækker – dette efterår har desværre heller ikke været en undtagelse – men i forhold til det antal fodboldkampe, der afvikles hver uge, er risikoen ikke stor. Og skulle man endelig – som det kan ske i alle livets forhold – være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, er der hjælp at hente.
Kurset afvikles typisk over 12 teoritimer, oftest i en weekend – suppleret med en dag med praktiske øvelser. Eksamen er en multiple choice-test foran pc’en med vurdering af videoklip og efterfølgende tilbagemelding fra en instruktør. Det vejledende beståelseskrav er 25 rigtige ud af 40 spørgsmål, og en hitrate på 60 % af kendelserne er vel ikke urimeligt, hvis man overfører det til dommerne på banen. Efter bestået prøve venter typisk nogle ungdomskampe – og igen vil der, afhængig af lokale forhold, være folk parat på sidelinjen til at sikre en god start. Prisen for kursus og eksamen er det vidunderligt runde tal 1.990 kroner (her er for en gangs skyld noget, som ikke er steget den seneste håndfuld år) – men mange steder vil man som klubmedlem kunne få et tilskud (så har klubben også nogen til at hjælpe med de såkaldte dommerløse kampe, som de selv skal klare), ligesom der lokalt kan være ordninger med f.eks. ratebetaling eller tilbagebetaling af en del af beløbet, hvis man dømmer et vist antal kampe det første år.
Har du fået interesse for at blive dommer eller bare klogere, så kontakt nærmeste lokalunion for at høre, hvornår næste kursus afvikles i lige dit område. De flinke mennesker på www.dbu.dk hjælper gerne til med at få dig gelejdet hen på det rigtige skrivebord. Vil man bare være klogere uden ambitioner om et dommerkursus – uanset om man er en fodboldklub, en flok avisjournalister, en TV-station eller andet – så rykker vi også gerne ud et par timer med lovmæssig førstehjælp og tager nogle typiske faldgruber eller highlights fra loven. Det behøver bestemt heller ikke være kedeligt. Har det interesse, så kontakt enten DBU eller lokalunionen.