KFD
Nyheder

Fodbold, får og Föroya Bjór

IMG_20170908_123823
Rúni viser Færøerne frem fra den bedste side

Fredag den 8. september var der afgang mod Færøerne for Christian Ginderskov Hansen, Bart Wilkowski og Lars Møller Hansen.

Efter en flot indflyvning til lufthavnen på øen Vágar blev vi modtaget af vores færøske kollega Rúni Olsen, der havde dømt i København et par uger forinden. Klokken var lidt i 12, så der var tid til at se lidt af området med Rúni som guide. Første stop var Gásadalur (Gåsedalen) med vandfaldet Mulafossur. Solen skinnede, og Færøerne viste sig virkelig fra sin smukke side. Rúni valgte den gamle vej til Tórshavn, hvor vi kom op i højderne og havde en storslået udsigt. I Tórshavn duftede det lidt af fodbold, da vi var inde på kunstgræsset på nationalstadionet Tórsvøllur. En dør på den ene langside var ulåst, og så gik vi derind. Denne åbne og uformelle tilgang mødte vi også lidt senere på dagen, da vi stoppede ved Okkara-bryggeriet uden for Tórshavn. Igen stak vi hovedet indenfor, og her var de i gang med en rundvisning. Men vi fik at vide, at vi bare skulle kigge os omkring og nok så vigtigt: vi skulle bare drikke af de øl, der var sat frem til rundvisningsholdet! Vi nåede også til Kirkjubøur, der kaldes Færøernes kulturcenter. Her så vi den ca. 900 år gamle Roykstovan, Ólavskirken fra år 1111 og ruinerne af St. Magnus-katedralen.

3 flotte fyre omringet af den flotte natur
3 flotte fyre omringet af den flotte natur

På Færøerne bliver alkohol solgt fra monopolbutikker, så vi var også forbi sådan en for at købe nogle øl med tilbage til vores hytte. Vi skulle jo se, om konkurrenten til Okkara, Föroya Bjór, også kunne finde ud af det.

LD1 sikrer bord på fyldt restaurant
Efter en oplevelsesrig dag var vi på egen hånd om aftenen, hvor vi skulle smage på Færøernes kulinariske tilbud. Restauranten Áarstova lokkede med færøsk laks og lam, men da Christian forhørte sig hos de unge kvindelige tjenere, lød beskeden, at alt var optaget. Vi prøvede herefter 3-4 andre steder, men fik samme nedslående melding. Men så gik Lars tilbage til Áarstova og de unge kvindelige tjenere, og efter en kort snak var der et ledigt bord til trioen og den lækreste færøske middag og betjening. 1-0 til LD1 🙂

Kamp på det gamle nationalstadion

KFD's flotte trio på Færøerne
Lars, Christian og Bart er klar til kamp

Lørdag skulle vi så i aktion, men da kampen først begyndte kl. 17, var der tid til at opleve mere af øerne. Vi gik selv rundt i Tórshavn og så blandt andet byens gamle fæstning Skansin. Senere kom Rúni og tog os med til bygden Saksun. Vi blev alle slået omkuld af det fantastiske natursceneri, der mødte os. På vej mod kampen i Toftir slog vi et smut forbi Rinkusteinar – en kæmpe rokkesten, der har lagt navn til en af Okkaras øl. Dermed fik vi bundet en fin sløjfe på bryggeribesøget dagen før. Kampen på det gamle nationalstadion i Toftir stod mellem B68 II og 07 Vestur II i 2. division, Færøernes tredje bedste række. Christian var dommer, mens Bart og Lars tog sig af linjerne i en kamp, som hjemmeholdet vandt 3-0. Solen skinnede, og der var udsigt til klippevægge, bjerge og græssende får, så det var virkelig en anden kulisse, end vi er vant til. Vi blev udviklet efter kampen, og så var der ellers afgang mod Tórshavn, hvor Det Færøske Fodboldforbund var vært for endnu en dejlig færøsk middag på restaurant Katrina Christiansen. Herefter stod den på nogle øl i det færøske lørdagsnatteliv.

Søndag morgen gik turen til lufthavnen, og vi satte kursen mod København efter en oplevelsesrig weekend på Færøerne. En stor tak til KFD for at sende os af sted, til Det Færøske Fodboldforbund og ikke mindst Rúni Olsen for et storslået værtskab.

Se 10 minutters video fra turen produceret af Bart: her

Lars Møller Hansen

Hi, I’m René Krarup