Jans Corner: Vind og vejr

Nogle emner har det med at dukke op med usvigelig sikkerhed, som årstiderne nu skifter – og i den forgangne weekend dukkede én af klassikerne igen op, nemlig spørgsmålet om, hvornår man skal aflyse eller udsætte en kamp. Det er derfor også én af dem, som jeg har været forbi nogle gange tidligere, men at dømme efter den snak og nogle gange også den forvirring, som det kan skabe, sker der nok ikke noget ved at tage en tur mere.

Først og fremmest er dommerens udgangspunkt som altid, at han så vidt overhovedet muligt skal prøve at få kampen afviklet. Det er ikke for sjov, at holdene er troppet op, undertiden med ganske pæn transporttid bag sig, og er der tilskuere, vil de selvfølgelig også helst have noget se på, når de nu har vovet sig ud. Dernæst er der to parter, der kan aflyse en kamp. Arrangøren eller den baneansvarlige kan til hver en tid stille sig op og sige, at der bliver ikke spillet fodbold i dag af hensyn til banen. Så kan dommeren og holdene for så vidt hoppe, danse eller skrige, alt efter behag – det er den baneansvarliges græs, som det i givet fald vil gå ud over, og hvis han ikke vil have smadret sit græstæppe i ugevis derefter, er han i sin fulde ret til at sætte foden ned. Sagen har de senere år taget en drejning i takt med, at der er blevet etableret flere og flere baner af kunstmateriale, og hvis turneringsreglementet i øvrigt tillader det, kan man flytte hen på en passende bane af den type – naturligvis under forudsætning af, at udeholdet også har fået et rimeligt varsel, så man har kunnet medbringe eller fremskaffe det rigtige udstyr. Heldigvis er de fleste klubber så fornuftige, at hvis de ved at se ud af vinduet kan konstatere, at der kan være problemer, taler man med modparten. Hvad  ‘et rimeligt varsel’ er, vil typisk også fremgå af turneringsreglementet, og det skal jeg nok lade være med at kloge mig på her, for der er uden tvivl flere varianter rundt omkring.  Men uanset hvad vil dommeren typisk pænt nikke, hvis holdene i øvrigt er enige om at skifte til kunst, også selv om det rimelige varsel måske er bøjet lidt, for han har det jo stadig som primær opgave at få kampen afviklet.

Dér, hvor dommeren – hvis den baneansvarlige ikke allerede har gjort det – kan gå ind og aflyse en kamp, er, hvis banen er farlig, eller hvis den ikke overholder fodboldlovens bestemmelser. Det sidste først. Det optræder typisk, hvis stregerne er regnet væk, og manden med kridtemaskinen ikke lige er til at finde. Det kunne også være et spørgsmål om manglende hjørneflag. Her kom der den lille nuance til, at fodboldloven sidste år tydeliggjorde, at dommeren skulle udvise sund fornuft, se på spillets ånd og helst lade kampen afvikle, selv om banen måske ikke ligefrem lignede Wembley. Det kunne være, hvis der manglede et eller flere hjørneflag, eller markeringerne på banen var forkerte eller utydelige. Det kunne også være, hvis græsset var for langt, der ikke var net på målene (hvilket ikke er et krav i fodboldloven, men af og til i turneringsreglementer), eller hvis målstænger og overligger ikke var hvide. Det sidste er de uhyre sjældent i Danmark – her er de fleste aluminiumsfarvede, og der er almindelig konsensus om, at fodboldlovens krav om, at stængerne skal være ‘hvide’, skal fortolkes som ‘lyse’.  Hvoraf følger, at et sort fodboldmål (hvis nogen skulle få den idé) næppe vil blive godkendt. Lige bortset fra de aluminiumsfarvede mål vil det så også kræve en indberetning fra dommeren, så hjemmeholdet har en chance for at rette op på tingene til næste gang.

Så er der det med farligheden. Her er det til gengæld en klar instruks, at dommerne under ingen omstændigheder må gå på kompromis. Er forholdene farlige, spiller vi ikke. Det kan dels være banens skyld, dels kan det være vejrforholdene, der gør udslaget. Banen først. Det helt typiske eksempel er naturligvis den bane, som er frosthård – ikke nødvendigvis alle steder, men bare nogle steder, f.eks. i skyggesiden. En anden variant over samme tema – men den har i hvert fald ikke været aktuel i 2017 – er den bane, som om sommeren er blevet så tør, at den også kan være til fare, fordi den er hård at falde på. Der skal meget til, før vand gør en bane farlig, men der kan naturligvis være så meget af det, at spillerne risikerer knæ- og ledskader, fordi de bliver hængende i vandet – eller at de glidende tacklinger bliver så meget ekstra glidende, at de kan sende spillere ud i reklameskilte, målstænger eller tilsvarende. Sjældent er det, men vi så alligevel et eksempel et så prominent sted som i EM-semifinalen for kvinder mellem Østrig og Danmark, hvor kampen måtte udsættes til dagen efter, simpelthen fordi der var så meget vand, at det var farligt – og regnen bare blev ved, så der ikke var håb om større bedring.

Vindstyrken kan også gøre tingene farlige. Jeg har set superligakampe, hvor reklameskilte måtte tøjres, så de ikke blæste væk (jeg har i øvrigt også set eksempler, hvor de gjorde det), og der er i hvert fald ikke tilrådeligt at gøre som en dommer i min meget tidlige karriere til en kamp på Kløvermarken i København, som er et pænt stort anlæg med mange baner. I en gedigen efterårsstorm rev det ene mål sig simpelthen løs og lagde sig ned inde på banen. Heldigvis stod målmanden et stykke længere fremme, så der skete ikke noget med ham eller andre. Dommeren kaldte derefter bare uanfægtet holdene over på nabobanen, som var ledig, hvor alle forbløffende nok fortsatte. Kan bestemt ikke anbefales…

Et sted, hvor man under ingen omstændigheder som dommer må tage chancer, og det er der heller ingen andre, der er interesserede, i, er ved tordenvejr. Det indskærpes igen og igen, at her må der under ingen omstændigheder spilles. Her taler vi jo ikke bare om risiko for brækkede ben og forstuvede ankler, men om regulær livsfare. Lyn er ualmindelig lumske og uforudsigelige. Ved den værste ulykke på højere plan som vi har haft herhjemme, hvor en spiller blev ramt af lynet under en divisionstræningskamp i Hvidovre for efterhånden en god håndfuld år siden, kom lynet simpelthen ud af det blå uden noget forvarsel, og der var fire høje lysmaster, diverse lynafledere og en tribune at slå ned i. Alligevel valgte det en fodboldspiller midt ude på græsplænen. Nu varer tordenvejr jo sjældent ved så længe ad gangen, så ofte kan dommeren klare det ved at udsætte eller afbryde i kortere tid. I weekenden blev pausen nogle steder forlænget lidt – og jeg sad selv til en 2. divisionskamp i Rødovre, hvor dommeren med holdenes fulde velsignelse udsatte starten med et kvarter.

Et hyppigt spørgsmål er, hvor længe man så kan udsætte eller afbryde, og det er der ikke noget gyldent svar på. I den virkelige verden taler dommeren og de to hold naturligvis sammen, og man kan nu om stunder også ofte rådføre sig med den lokale vejrtjeneste, som tit kan sige noget om, hvad man kan forvente sig og hvor længe. På den anden side er der jo også en naturlig grænse for, hvor længe man kan trække afgørelsen om endelig aflysning, og hvornår rimeligheden hører op. Men i sidste ende er det dommerens suveræne afgørelse, hvornår han vil vælge at lade bommen gå ned. Hvis kampen er påbegyndt, er det derefter turneringsmyndighedernes afgørelse, om kampen skal spilles forfra, man skal spille de resterende minutter eller i yderste konsekvens ophøje stillingen til endeligt resultat. Det holder dommeren sig langt væk fra – han skal bare tage stilling til, hvornår nok er nok.

Så dommeren kan udsætte, aflyse eller afbryde en kamp, hvis banen ikke er i orden, eller hvis forholdene er farlige. Han kan til gengæld ikke – selv om ualmindelig mange stadig tror det – gøre det med den begrundelse, at kampen ‘ikke har nogen sportslig berettigelse’, som nogle ynder at kalde det. Vand på banen kan gøre tingene ualmindelig uforudsigelige – især hvis vandet ikke er jævnt fordelt – men er det ikke farligt, kan dommeren ikke rigtig gøre noget ved det, selv om det bliver en højst utraditionel fodboldkamp. Det samme gælder selvfølgelig, hvis det er en storm på langs ad banen, der bidrager til oplevelsen. Så kan det være svært at få målsparkene ud af straffesparksfeltet, og måske skal en anden spiller have to fingre eller en fod på bolden, så den ligger stille, mens der sparkes – men er det ikke farligt, spiller vi: igen ud fra den grundlæggende betragtning, at dommerens fornemste opgave er at få kampen afviklet – under skyldig hensyntagen til, at alle gerne skulle derfra med nogenlunde hele lemmer.