Jans Corner: Farver og lidt mere

Det var ellers noget af en Superligarunde, som weekenden kastede af sig. Et par forrygende kampe, som hver for sig kunne kandidere til årets kamp (indtil videre – og nok også et stykke tid endnu), og en mindre syndflod af udvisninger. Fem løb det op i, da krudtrøgen havde lagt sig – alle for to advarsler – og så kunne man endda ved et par stykker af dem snildt argumentere for, at den ene af advarselsforseelserne i sig selv kunne have indbragt et direkte rødt kort. For kampens skyld betyder det mindre, så længe spilleren kommer ud – men for beregningen af de efterfølgende karantænepoints er det bestemt ikke ligegyldigt, om udvisningen sker som følge af to forseelser til advarsel eller som et direkte rødt kort. Dommeren skal heldigvis ikke bekymre sig om karantænepoints, men bare indberette, hvad han har set og gjort, og så tager kloge folk og en regnemaskine sig af resten. Bortset fra det var udvisningerne indiskutabelt korrekte, så der er ikke grund til at spilde så megen tid på dem – og dermed bliver det endnu en omgang oprydning i rodekassen med spørgsmål, som rare mennesker har sendt. Med andre ord den store blandede frugtskål igen.

Jeg advarede i sidste uge om, at jeg ville vende tilbage til spørgsmålet om farverne i kampen mellem FC Midtjylland og Silkeborg, hvor det pludselig blev en anstødssten på TV, at dommeren havde en rød trøje på, når der også var rødt i Midtjyllands dragt, og Silkeborg ikke kunne få lov til at spille i rødt. Det eneste, som fodboldloven siger, er at de to hold skal have farver, som adskiller dem fra hinanden og fra dommerteamet – og de to målmænd skal adskille sig fra hinanden, de øvrige spillere og dommerteamet. Skulle vi komme derhen, at de to målmænd har samme trøjefarve med i tasken, og der ikke er mulighed for at skifte, kan man godt overleve det. Men hvad ligger der i ‘farver’ ? Spillerne har jo både trøjer, bukser og strømper på. Skal der så være forskel på alle tre dele ? I det virkelige liv vil man normalt være ret ligeglade med bukserne. Til gengæld skal trøjer og strømper være forskellige, for her har det en praktisk betydning. Strømperne, fordi det er afgørende i en tackling at kunne se, hvilken farve, der rammer hvilken anden farve, hvis vi skal til at tale frispark eller straffespark – og det betyder også virkelig meget for linjedommerne, at de ved vurderingen af, hvem der skal have et indkast, eller om der er målspark eller hjørnespark, kan se forskel. Trøjerne bliver på samme måde afgørende i luftduellerne, og det er også væsentligt at kunne se, hvilket hold den strakte arm inde i straffesparksfeltet tilhører.

Og så er der der en detalje, som mange incl. trøjefabrikanter ikke tænker over, nemlig at linjedommerne ved vurdering af offside også skal kunne se forskel på holdene fra siden. Derfor bliver trøjer undertiden til et holds store bestyrtelse kasseret, hvis de er tofarvede på den måde, at der er en kontrastfarve ned langs ærmet, i hvert fald hvis denne anden farve ligger i nærheden af den, som det modsatte hold stiller op med på sin trøje. Derfor er der også en god grund til, at lange undertrøjer under korte spilletrøjer på eliteplan skal have samme grundfarve, og det krympede sig virkelig i mig, da jeg for et par runder siden så Hobros målmand stille op med en lang hvid undertrøje under sin røde spilletrøje – mod AGF af alle hold.

Alt dette betyder, at vi, hvis loven og profeterne skal have deres, helt ideelt har fem forskellige trøjefarver i spil til en kamp. Og så er der endda ikke taget højde for opvarmningsveste til de to hold, bolddrenge og pressefotografer inden for rækværket, som ideelt også skal have afvigende trøjefarver – både fra de fem på banen og fra hinanden. Det sker i oceaner af tilfælde, også internationalt, at det ikke kan lade sig gøre at opfylde det. Det er trods alt et begrænset antal farver, som de forskellige aktører har til rådighed, typisk to eller tre, og kan tingene ikke nå sammen, ender det ofte med det følsomme kompromis, at enten spiller målmændene i samme trøjefarve, eller også tager dommeren samme farve som én af målmændene. Ingen af de tre vil under normale omstændigheder træde tæerne af hinanden, selv om dommeren skal være ekstra opmærksom, hvis det ene hold trækker målmanden med frem i det modsatte straffesparksfelt til sidst.

Hvis nogen skal skifte fra deres yndlingsfarve til andetvalget, hvem er det så ? Typisk udeholdet (hvilket kan synes lidt ulogisk, eftersom hjemmeholdet vel alt andet lige har lettere ved at dykke i skabet og finde en anden farve, men sådan er det). I nogle turneringsreglementer rundt omkring i landet vil der også stadig stå noget i retning af, at et hold ikke må stille op i sort, og hvis det giver farveproblemer i relation til dommeren, er det holdet, der skifter. En lidt pudsig regel nu om stunder, for rent bortset fra, at det må være lettere, at én mand skifter, end at elleve gør det, er det vel et levn fra dengang, hvor dommerens farve nødvendigvis var sort. Men sådan er det altså nogle steder – og det er ikke fodboldlovens skyld.

Jeg skal også nævne de to klassikere, nemlig at trøjefarver, som ser fine og klart forskellige ud inde i omklædningsrummet, kan give problemer ude i fri luft, f.eks. til en lyskamp – eller hvis et af de efterhånden hyppige skybrud gennembløder alt, så trøjerne fremstår lige mørke. Det er der mange, der har brændt sig på gennem tiderne. Så farver er bestemt ikke noget trivielt problem – og er en evig kilde til uro, både herhjemme og nok navnlig i udlandet, hvor de hurtigt kan komme til at indgå i det psykologiske spil på sikkerhedsmødet om morgenen på kampdagen.

Stadig i afdelingen for udstyr er jeg også blevet spurgt, hvordan man forholder sig med en spiller, som man pludselig under kampen opdager ikke har benskinner på. Det lette er, at det skal han have, og han skal udenfor for at tage dem på (og må så komme ind igen, når alt er i orden, og dommeren har kontrolleret det). Men koster det også en advarsel ? Ja,  hvis vi taler om de øverste niveauer herhjemme: det, som man mundret kalder § 3-kampe, hvilket groft sagt dækker til og med Danmarksserien og eliteungdomsrækkerne. Her har der typisk været udstyrskontrol, inden spillerne gik på banen, og hvis spilleren så efterfølgende gribes i enten at mangle noget (benskinner) eller have noget på, som han ikke må (f.eks. smykker), har han jo forsøgt at snyde, og det rammer ned i begrebet usportslig opførsel. I lavere rangerende kampe har man besluttet, at der ikke skal tildeles en advarsel (det ville så også betyde 10 minutters udvisning, hvilket måske var lige meget nok) – men spilleren skal selvfølgelig stadig bringe sit udstyr i orden, så det er i overensstemmelse med fodboldloven.

I den mere kuriøse afdeling er jeg blevet spurgt, hvad en dommer skal gøre, hvis en spiller, som skal udskiftes, nægter at forlade banen. Et spørgsmål, som jeg gennem årene ofte har kastet på bordet til teoritests, hvis det hele blev lidt for kedeligt eller forudsigeligt. Og svaret er ‘absolut ingenting’. Det er holdets eget problem – spilleren har ikke begået nogen overtrædelse, så dommeren kan ikke beordre ham ud (men hvad der foregår i omkædningsrummet bagefter, kan man måske godt gætte sig til). Eneste undtagelse, som jeg kan tænke på, er hvis spilleren i sin nægten benytter sig af en sprogbrug eller et kropssprog, som er helt ude over kanten. Så kan vi begynde at tale advarsel eller sågar udvisning, men ellers ikke.

Ugens sidste indslag stammer fra en udtalelse, som jeg tilfældigvis læste, og som kom fra en af de bærende spillere hos vores succesrige kvindelandshold (hurra for det !). Nu skal man principielt nære en sund skepsis over for udtalelser i nyhedstelegrammer, for er citatet nu helt korrekt og gengivet i den rette sammenhæng, men essensen var i hvert fald, at hun godt kunne finde på at skælde ud på dommerne, som heldigvis ikke kunne dansk. Inden nu nogen får alt for mange gode idéer, vil jeg godt minde om den gamle undersøgelse, der konkluderede, at et kommunikationsbudskab består af 55 % kropssprog, 38 % betoning og 7 % ord. Og lur mig, om ikke en hvilken som helst dommer alene ud fra kropssprog, lydniveau og intonation kan gætte sig til, hvad ordene i budskabet går ud på – om han så aldrig kan ét ord dansk.