Jans Corner: Blot et simpelt frispark

Dette er den herlige årstid og de gode uger, hvor tingene spidser til alle vegne. Flere af de største ligaer sluttede i sidste weekend, slutfasen i de danske landsdækkende turneringer er lige oppe over sammen med playoff-kampe mange andre steder i Europa, og de store finaler nærmer sig. Ugens to af slagsen (uden sammenligning i øvrigt): henholdsvis Europa League-finalen mellem Manchester United og Ajax og den hjemlige pokalfinale med drømmescenariet – eller skrækscenariet, hvis man er sikkerhedsansvarlig – mellem FC København og Brøndby når på grund af deadline desværre ikke at komme med i puljen til denne uge, men det er da langt fra utænkeligt, at det er noget, jeg kommer til at vende tilbage til.

Hvis man ellers har fulgt med i, hvad der ramte overskrifter og fora herhjemme i den forgangne uge, kan det måske undre, at der i det følgende ikke kommer ét ord om, hvornår en bold er inde eller ude, videodommere eller tilsvarende. Det har ellers i den grad stjålet spalteplads og været i fokus. Men noget, der objektivt, påviseligt og synligt for alle er en fejl, er nu engang ikke specielt interessant lige akkurat til dette formål, og sådan en situation føjer heller ikke nogen nye argumenter til diskussionen om videodommere, som ikke allerede har været oppe at vende på denne plads. Set fra et kuriøst og lovmæssigt perspektiv er der andre ting, som i hvert fald jeg synes kunne være meget sjovere at tage fat på. For eksempel en frisparkssituation fra Premier League-kampen mellem Arsenal og Sunderland i sidste uge, som rummede hele fire forskellige lovmæssige aspekter. Ikke bare et Kinder-æg, men et med indbygget bonus.

Selve situationen er egentlig relativt banal. Arsenal har ikke spillet nogen specielt fremragende kamp frem til det 49. minut, og kulminationen på elendighederne kommer her. Nacho Monreal er ganske upresset med front mod eget mål, og alligevel får han sendt en hård og lang bold ned i eget forsvar, hvor den eneste tilbageværende spiller er Petr Cech. Bolden har faretruende retning mod mål, og det hele ender med, at Cech må ned i fuld længde og med hånden vifte bolden uden om stolpen. Dommeren fløjter og dømmer indirekte frispark til Sunderland

Første lovmæssige overvejelse: er dette forsætligt tilbagespil til egen målmand (som vi kalder det i mangel af bedre – fodboldloven har ikke nogen mundret betegnelse for forseelsen, men kun en megalang beskrivelse) ?. Der foreligger en forseelse, hvis målmanden – forsætligt eller uforsætligt – rører en bold med hænderne, som forsætligt er sparket til ham af en medspiller. Sparke-delen er god nok, for det er éntydigt med foden, at bolden bliver sendt de 35 meter baglæns. Men er det Monreals hensigt at spille Cech – og dermed forsætligt ? Ja, i fodboldlovens forstand er det. Det kan godt være, at Monreal bare sender en løs bold afsted ned i eget forsvar – men der er ikke tale om, at han mistimer indgrebet, eller bolden rammer en knold lige før sparket, så retningen bliver helt utilsigtet. Det ser ganske kontrolleret, om end bestemt ikke klogt, ud, så forseelsen er tilstede, da målmandens hånd kommer på.. Ellers ville enhver forsvarer også i en tilsvarende situation kunne påberåbe sig, at han i virkeligheden ville have spillet bolden til en anden spiller, men det var desværre målmanden, der tog den. Og det går selvfølgelig ikke. Så punkt ét er i fin stil bestået.

Næste lovmæssige raffinement er, at Cechs berøring med hånden sker helt nede ved ydersiden af den ene målstang og nærmest på mållinjen. Vi er altså inde i målfeltet. Hvor skal frisparket så tages henne ? Der er jo ikke meget plads at give af lige dér, og dommeren vælger at tage frisparket fra det punkt på mållinjen, hvor målfeltet skærer den. Vi er altså 5,50 meter fra målstangen (for feinschmeckere: fra indersiden af den). Er det et korrekt sted at placere bolden ? Fodboldloven ræsonnerer ganske rigtigt, at det vil være håbløst at tage et frispark til angriberne helt nede på mållinjen så tæt på mål, som forseelsen er begået her. Så reglen er, at hvis forseelsen bliver begået i målfeltet, skal bolden trækkes vinkelret ud på målfeltets lange linje. På den måde får angriberne også en reel mulighed for at få afsluttet efter frisparket. Så mens dommeren her trak bolden ud på kanten af målfeltet nede på mållinjen, burde han i virkeligheden have trukket bolden den anden vej, tilbage på banen og på målfeltets linje dér. Og vinkelret ud fra, hvor forseelsen fandt sted, så sparket havde stadig skullet tages omkring 5,50 meter fra målstangen, men med målet foran sparkeren. Her taler vi om en regulær lovfejl – i modsætning til en inde/ude-vurdering (jeg kunne altså alligevel ikke helt lade være), hvor alle jo godt lovmæssigt ved, hvornår en bold er inde eller ude. Lovfejl over for vurderingsfejl. Jeg har, det skal guderne vide, gennem årene set mange mærkværdigheder til dommereksamener og teoritests, når det kommer til disse ‘specielle frispark’, men aldrig noget så syret som dette.

Og det bliver værre endnu – for nu kommer vi til lovproblem nummer tre. Bolden er blevet placeret (omend forkert), og nu skal vi have fundet ud af, hvor spillerne skal være henne. I denne situation stiller Arsenal, hvad der vel nærmest ligner en lille mur med fire forsvarere og målmanden på højde med målstangen, dvs 5,50 meter væk fra bolden, og så er der yderligere nogle Arsenal-spillere i målfeltet, som ikke er så interessante. Fred også være med den Sunderland-spiller, som tager opstilling en meter foran ‘muren’ – han må i princippet være, hvor han har lyst til. Opstillingen giver i hvert fald luft nok til, at sparkeren kan tage et fornuftigt frispark trods de mange spillere på et lille område. Men er vi inden for lovens rammer  ? Nej, desværre ikke. Hvis et frispark til angriberne skal tages nærmere målet end de 9,15 meter, som er den normale afstandsregel, har forsvarerne to muligheder. Enten kan de gå 9,15 meter væk, hvilket de færreste nok vil have lyst til, når der er et frispark så tæt på mål, for det vil jo betyde, at de – inklusive målmanden – skal gå ud til siden og lade målet være helt nøgent, hvis frisparket ellers er placeret det rigtige sted. Eller også må de tage opstilling på mållinjen mellem målstængerne. Lige akkurat det, at forsvarerne må stå på linjen mellem stængerne, var grunden til, at man i 1984 fik ændringen med, at bolden skulle trækkes vinkelret ud på målfeltets lange linje, så angriberne fik en fair chance. Det skete efter en kvalifikationskamp mellem Sverige og Malta og et indirekte frispark for farligt spil begået på selve mållinjen midt for mål. Det gik helt op i hat og briller, fordi bold og modspillere skulle være på samme sted. Så lovfejl nr. to kommer her: ikke nok med, at bolden ligger forkert – spillerne er heller ikke nær langt nok væk.

Endelig er der selve udførelsen af frisparket. Sparkeren har nærmest foden under bolden og løfter den ind i målfeltet, hvor der bliver duelleret om den, og der i øvrigt ikke kommer mere ud af det. Lovspørgsmål nr. fire: Må man godt tage frisparket på den måde ? Ja, bolden er i spil ved et frispark placeret her, når den er sparket og klart bevæger sig – og denne udførelse regnes for et spark. Det er specifikt beskrevet, at et løftet frispark med én eller sågar begge fødder er tilladt. Det forudsætter selvfølgelig, at der ikke sker en dobbeltberøring, så vi taler gentagelsesspil (ligesom ved straffesparkene i sidste uge). Så her var kendelsen rigtig, selv om situationen heller ikke er hverdagskost.

Jeg ville nærmest skullet have kunstigt åndedræt, hvis jeg havde mødt denne ophobning af problemer og navnlig løsninger hos en lokal serie 4-dommer. Og her taler vi Premier League med fire højt kvalificerede dommere til at holde øje – og som åbenbart får kollektivt blackout. Men igen – denne klummes motto: fantasien overgås kun af virkeligheden.

Nu kunne jeg jo i teorien manipulere voldsomt med de sagesløse læsere, så det står enhver frit for at lave sit eget virkelighedscheck: prøv at foretage en Google-søgning på ‘Arsenal Sunderland freekick’, og der vil dukke diverse videoer og billeder op.