Jans Corner: Straffespark er en sælsom størrelse

Straffespark er en helt speciel igangsættelse. Helt lavpraktisk, fordi den udløses af, at en forsvarer har begået en alvorlig forseelse i sit eget straffesparksfelt – med en potentielt kampafgørende aktion til følge. Og så rummer straffesparket jo en elementær spænding, i og med at det handler om mand mod mand. Jeg plejer at sige, at det er det tætteste, som vi i fodboldverdenen kommer på fortidens Wild West-duel med alt det psykologiske spil, som man kan tænke sig mellem skytte og målmand. Angriberen kan finte i sit tilløb, og målmanden kan også foretage sig ting og sager inde på mållinjen.

Ifører man sig så de mere nørdede fodboldlovsbriller, er straffesparket også specielt på mange måder. Det er den eneste igangsættelse, hvor der findes en afstandsregel for både med- og modspillere. Alle skal være ude af straffesparksfeltet og mindst 9,15 meter fra straffesparkspletten, før sparket kan blive foretaget. Det er den eneste grund til, at vi har den sjove bue foran feltet – for dér er 9,15 meter fra straffesparkspletten. Til overflod skal alle også være bag bolden, så vi ikke behøver at spekulere i offside lige om et øjeblik, hvis målmanden har reddet bolden. Det er også et krav, at sparkeren skal være tydeligt identificeret. Vel heller ikke urimeligt – selv i det vilde vesten ville det ikke være rimeligt, hvis der pludselig dukkede en ny skytte frem bag hushjørnet. Målmanden skal forblive på mållinjen: han må hjertens gerne bevæge sig, men han må ikke bevæge sig frem foran stregen. Tilsvarende skal alle spillere forblive uden for straffesparksfeltet og buen, indtil bolden er sat i spil. Og ja, jeg ved godt at sådan går det langtfra altid (for nu ikke at sige aldrig).  Det er et af fodboldspillets helt store problemer lige nu –  men det kræver nok en klumme for sig.

Så er straffesparket minsandten også nu det eneste spark, som skal sendes i en bestemt retning. Det blev en kendsgerning, da begyndelsessparket ved den seneste lovrevision sidste år blev retningsfrit, så man bare kunne sparke det baglæns. Men den går altså ikke med straffesparket – og det ville der helt ærligt nok heller ikke være meget pointe i.

Straffesparket har til alle tider været enhver dommeraspirants skræk, fordi der er så mange mulige udfald. Målmanden kan gå for tidligt, alle mulige spillere kan løbe for tidligt ind i feltet – og så kan der jo ske alt muligt med sparket. Det kan gå i mål, ved siden af mål eller blive reddet af målmanden. Hvis ikke man holder hovedet koldt her og hele tiden har tankerne på fordelsreglen (hvis målmanden har bevæget sig før tid, og bolden ligger i mål – hvad vil man så helst have som angriber: et nyt forsøg eller et mål  ? – for nu bare at tage én af de lette varianter), kan man i den grad komme på vildveje. Både som dommer og instruktør. Og der er frygtelige eksempler på, at dommere i felten har grebet galt i posen her – VM-kvalifikationskampe er blevet spillet om på den konto. Det koordinatsystem eller beslutningstræ, som man kan opstille her, er i den grad ikke for små børn.

Ifører vi os de historiske briller, er straffesparket faktisk også den yngste igangsættelse i fodboldens historie. Det dukkede først op i 1891, da nogle fandt ud af, at det var lige billigt nok at tage en stor målchance fra angriberne. Før da blev en forseelse i straffesparksfeltet (som heller ikke ligner det, som vi kender i dag, men det er en anden historie) blot takseret til et almindeligt frispark med de gængse afstandsregler. Hele den grundlæggende tanke var jo, at fodbold var et spil, der blev spillet af gentlemen, som naturligvis ikke ville overtræde reglerne med vilje. De tider kunne man godt engang imellem ønske sig tilbage til.

Og hvorfor så overhovedet beskæftige sig så meget med straffespark i denne omgang ? Fordi der ved skæbnens lunefulde tilskikkelse dukkede to situationer op inden for den seneste uge, som hver for sig virkede usandsynlige, men som tilsammen nærmest tangerer det utrolige. Hvilket igen demonstrerer denne klummes motto, at fantasien kun overgås af virkeligheden.

For at bolden skal være i spil ved et straffespark, skal bolden klart bevæge sig og være sparket fremad. Det er der sådan set ikke så mange ben i. Men hvad sker der så lige, hvis sparkeren på den ene eller anden måde kommer til at røre bolden for anden gang, uden at der har været modspillere inde over ? Det typiske tilfælde er jo det, hvor sparkeren rammer overliggeren, og bolden kommer tilbage mod ham. Så kræver det godt nok en stærk karakter ikke at sparke til den bold igen. Det har jeg set flere gange – også på relativt højt plan, senest for et par år siden i en afgørende kamp om oprykning fra Danmarksserien. Svaret er, at sparkeren kun har én chance – og rører han bolden igen, uden at målmanden eller andre har været i kontakt med bolden, koster det et indirekte frispark til forsvarerne for det, som vi lovmæssigt kalder gentagelsesspil.

Men det er den klassiske variant. Inden for de seneste to uger har vi set to tilfælde på højt niveau, hvor sparkeren er gledet i tilløbet og har sparket bolden ind på sit støtteben, således at der har været to berøringer, før bolden tog retning mod mål. Nok mest spektakulært og åbenlyst i kampen mellem Manchester City og Leicester, hvor Riyad Mahrez lavede en dobbelt berøring, før bolden gik ind bag City-keeper Caballero. Jeg er fuld af beundring for dommeren, som når at fange denne situaion, for det er godt nok ikke én af dem, som man møder hver dag – hvilket hiver det næste motto op af hatten: ‘Expect the unexpected’. Så vi skal i gang igen med det indirekte frispark i stedet for målet – fantastisk, at det gik så rimelig fredeligt for sig, Virkelig bonuspoints til dommerens personlighed og myndighed her – og så selvfølgelig lovkendskabet.

Man skulle tro, at dette var ‘once in a lifetime’, men få dage før havde vi haft en fuldstændig tilsvarende situation i returopgøret i CL-semifinalen mellem de to Madrid-hold. Ved stillingen 1-0 til Atletico skal Griezmann sparke straffespark – men lykkes også med at sparke bolden ind på sit eget støtteben. Målmand Navas er allerede gået efter bolden, hvor den måtte formodes at lande efter den første berøring, og er chanceløs herefter. Den fanger ingen (før de snedige kamerafolk bagefter) – og mest bemærkelsesværdigt af alt er der ingen som helst protester.

Egentlig er det jo mageløst, at et spark, som burde være relativt simpelt og udløse en mand-mand duel, alligevel kan ende med at blive totalt forkludret. Det bliver ikke mindre pikant af, at vi vel taler om fodboldspillets største chance overhovedet. Så moralen må være, at man til hver en tid skal holde øjne og ører åbne.