Jans Corner: Det med straffespark er ikke let

Fra tid til anden dukker der situationer op, som minder om, at man ikke bare kan nøjes med at læse overskrifterne i fodboldloven, men også skal have det med småt med. Det er måske ikke så underligt, at der begås lovfejl i nogle af de mere ydmyge kampe, der spilles hver wekeend, men det er straks mere overraskende, når det sker på topplan foran millioner af TV-seere. Der er en god grund til, at der gøres rigtig meget ud af teoriundervisningen, og at man føres langt ud i krogene, for en skønne dag sker situationen, og så er det jo noget bras, hvis man får grebet forkert i lykkeposen – specielt hvis det måske er den eneste gang i ens dommerkarriere, at man møder tilfældet.

Sådan en situation dukkede op i Championship-kampen mellem Newcastle og Burton i sidste uge. Newcastle var tilkendt et straffeapark, og Matt Ritchie satte bolden sikkert i mål. Desværre var én af hans holdkammerater løbet for tidligt ind i feltet, og så begyndte balladen. Dommeren valgte at annullere målet og dømme indirekte frispark til Burton i stedet for det omspark, som der burde have været. Det kom der nogle gevaldige diskussioner ud af, men dommeren holdt på sit, så indirekte frispark blev der. Heldigvis vandt Newcastle alligevel med 1-0, og man må så bare håbe, at det manglende mål ikke får nogen praktisk betydning, når regnebrættet skal gøres op ved sæsonens afslutning.

Én ting er, at en dommer kan få et mentalt blackout og misse en afgørelse som denne., men det er tæt på ufatteligt, at fire mands kollektive hukommelse og lovkendskab ikke kan føre til, at blot én af dem aner uråd. Vi så et nogenlunde tilsvarende tilfælde for få år siden i en Champions League-kamp mellem Paris Saint Germain og Barcelona, hvor det lykkedes hele seks mand at glemme, at spillere ikke skal forlade banen efter skadesbehandling, hvis det handler om to mand fra samme hold. Begge Barcelona-forsvarere blev sendt udenfor, mens Paris sparkede hjørnespark (og nær havde scoret). Man tør slet ikke tænke tanken, hvis den bold var gået i mål. Og det er ikke dommere fra små lande, som det handler om – i dette tilfælde var det en yderst velanskrevet sekstet fra Tyskland, hvor man nok plejer at have styr på reglerne.

Til overflod er det faktisk ikke første gang, at fejlkendelsen ved straffesparket er dukket op på topplan. For en god håndfuld år siden måtte en hel VM-kvalifikationskamp ovre på den anden side af kloden spilles om på samme konto. Nu er kombinationsmulighederne ved straffespark faktisk ganske indviklede, og lige akkurat dette tilfælde er ét af dem, jeg altid har med til de årlige teoritests. Der er altid mindst én, der falder i vandet. Men i virkeligheden behøver det ikke være så svært. Det er som så mange andre steder i fodboldloven tankerne bag fordelsreglen, der ligger og lurer, når man skal ramme facit ved overtrædelser i forbindelse med sparket. Hvis bolden ligger inde i mål, og målmanden har bevæget sig frem for tidligt, skal angriberne selvfølgelig have deres mål og ikke et nyt straffespark – og lige så oplagt er det, at hvis bolden er sparket i mål, og det er angriberne, der har gjort noget, som de ikke må, kan målet ikke anerkendes. Den kombination, at begge hold overtræder de tekniske regler, er faktisk den letteste, for så skal sparket alltid tages om. I det givne tilfælde var der faktisk også adskillige forsvarere for tidligt inde i feltet – men det er man hverken herhjemme eller internationalt specielt gode til at håndtere. Undertiden kan man have sine tvivl, om det nu også er sparkeren, der først når hen til bolden…

I det aktuelle tilfælde skulle der altså have været dømt omspark. Filosofien bagved er, at straffesparket jo er dømt, fordi der er begået en alvorlig forseelse, og det kan ikke være rimeligt, at dette straffespark skal forsvinde på grund af en teknikalitet som, at en spiller er trådt for tidligt over en kridtstreg. Så selv om det er angriberne, der er synderne, får man en chance mere.

Men hvordan kunne det gå så galt i Newcastle ? Måske fordi der i regelændringerne sidste sommer skete ting og sager omkring straffespark, og der faktisk blev indført et par tilfælde, hvor sparket går tabt, og forsvarerne får et indirekte frispark. Det er der blevet gjort meget ud af. Så måske en fejlhuskning eller en forkert overførsel af de regler på den aktuelle situation. Men de tilfælde, hvor sparket mistes, er ikke dér, hvor der begås rent tekniske overtrædelser, men hvor der gøres grin med borgermusikken. Det er sparkeren, som efter at have sat støttebenet i, sparker over bolden, altså en ulovlig finte. Eller hvis han vælger at sparke bolden bagud i stedet for fremad.

Endelig også det tilfælde, hvor det er en anden spiller end ham, der er tilkendegivet som sparker, der ender med at tage sparket. Man kan se situationen for sig: hvis Verbic i FCKs kamp i weekenden mod FC Nordsjælland var ved at gøre sig klar til at sparke, og det var tydeligt, at det var ham, der skulle – og han så blev overhalet bagfra af Santander, der sparkede bolden i mål, ville målet være blevet annulleret, Nordsjælland have fået et indirekte frispark og Santander en advarsel. Det skulle nok have været befordrende for den gode stemning – og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det ville give til bødekassen…

Og så oplevede vi i mandagens superligakamp mellem AGF og Silkeborg en af de afgjort mere kuriøse advarsler, som der godt nok er længe imellem, at man ser på det niveau. Det var AGFs Bundu, der i forbindelse med et spilstop tilsyneladende ud af det blå fik vist det gule kort. Grunden var, at han havde et smykke på sig – og smykker er pr. definition forbudt ifølge den paragraf, der handler om spillernes udstyr. Det kan virke som noget besynderligt og petitesseagtigt at gå op i, men i virkeligheden er det for spillernes egen skyld. En spiller må ikke have noget på sig, som kan være til fare for ham selv eller andre, og smykker falder i den kategori. Dels kan det være til fare for andre, hvis der er skarpe hjørner eller kanter på smykket, dels kan det være til fare for spilleren selv, hvis han f.eks. skulle komme til at hænge fast i egen halskæde. Definitionen på, hvad der er et smykke, er ganske bred. Lovbogen skriver bare ‘enhver form for smykker’ , men uddyber så for en sikkerheds skyld ved at nævne halskæder, armbånd, øreringe, læder- eller gummiarmbånd. Piercinger falder også i denne kategori – synlige piercinger vel at mærke, for i disse tider, hvor der jo ikke er den legemsdel, som ikke kan pierces (og bliver det), vil ingen dog forlange, at dommeren skal checke spillerne fra yderst til inderst. Det kunne ellers være et ømt syn.

I Danmark og de øvrige nordiske lande er vi efter fælles overenskomst så blødsødne (eller praktiske), at vi tillader helt almindelige glatte vielsesringe – stadig forudsat at de ikke er farlige. Altså ingen skarpe kanter, store sten eller tilsvarende. Hensynet er rent praktisk, for argumentet var, at der formentlig er en del breddespillere, der ville have svært ved at få ringen af. Men i internationale kampe er der ingen kære mor – og kan ringen ikke komme af, kommer man ikke til at spille fodbold. Skulle man få den lyse idé at sætte noget tape hen over smykket, hjælper det ikke, for tape er i den sammenhæng også forbudt.

Men hvorfor så advarsel ? Sagen er, at der jo senest i spillergangen før kampstart har været kontrol af udstyr – og hvis spilleren så efter denne kontrol, hvor det må formodes, at han er blev bedt om at tage smykket af, stadig har det på, taler vi om usportslig opførsel og dermed en advarsel (plus at spilleren selvfølgelig skal fjerne smykket). Hvis det er kamp, der spilles i en række, hvor der ikke er udstyrskontrol, vil dommeren ved lodtrækningen for en sikkerheds skyld minde anførerne om, at smykker ikke er tilladt – og er de der så alligevel, gælder det samme. Dog hører det med til historien, at man herhjemme i breddekampe under lokalunionerne blot sender spilleren ud for at fjerne smykket – og altså ikke giver advarsel. Pointen er, at en advarsel her jo veksles til en tidsbegrænset udvisning på 10 minutter, og det ville trods alt nok være lige hård nok en straf..