KFD
Nyheder

Hvem vinder teorimesterskabet i år?

På onsdag d. 15. marts bliver KFD’s teorimesterskab afholdt for 24. gang. Vi har spurgt sidste års top 3 -Mikkel Randers, Christian Hansen og Kasper Madsen -, mht. hvem de tror stikker af med trofæet i år.

Mikkel Randers

Du har vundet teorimesterskabet i 2014 og 2016. Sidste år havde du 35 korrekte svar på de 35 spørgsmål. Bliver det også dig, som vinder i år?

Får Mikkel lov til at beholde pokalen i hele 2017?
Får Mikkel lov til at beholde pokalen i hele 2017?

Sidste år havde jeg kigget ualmindeligt lidt i biblen inden mesterskabet, og alligevel gik det uovertruffent. Rutine fornægter sig tilsyneladende ikke – men jeg har da tidligere nærstuderet evangelierne temmelig omhyggeligt. Med lovbogens store omskrivning og de mange ændringer ned i de mere kuriøse hændelser forventer jeg også, at spidsfindighederne har fundet vej i mesterskabsspørgsmålene. Derfor ser jeg topstriden som meget åben og med mange farlige outsidere.

På den anden side har jeg – ligesom første gang, jeg fik mit navn på pokalen – fået dessiner om, hvilken slags nips, jeg ikke behøver slæbe til huse, så jeg gør selvfølgelig, hvad jeg kan, for at genvinde trofæet.

Hvis det utænkelige skulle ske og du ikke vinder, hvem vinder så?

Har Christian Hansen ikke købt hus nede i Herfølge? Han må have god plads over kaminen til noget prangende sølvtøj. Og så har han jo holdt nerverne i ro før, da han løb med sejren i 2013.

Lars Gerner er gået fra flimrende til glimrende teorikendskab, hvilket han har vist ved flere lejligheder den senere tid. Det har især overrasket ham selv, så måske er der en lille lovfortolker skjult bag al pragmatikken.

 

Christian Hansen

Du vandt teorimesterskabet i 2013. Hvorfor vinder du i år?

I 2013 var det en overraskelse at jeg vandt. Jeg havde dengang læst grundigt på loven, men jeg forventede slet ikke at vinde. Siden har jeg kontinuerligt ligget i toppen, og de seneste to år har jeg tabt med et point til vinderen, og kommet i top 5 på landsplan to gange – men jeg mangler en ny succesoplevelse. For livet handler, udover at spise stegt flæsk, jo om at vinde.

Bliver det i år at Christian igen løfter pokalen?
Bliver det i år at Christian igen løfter pokalen?

Så for at optimere mine vinderchancer endnu mere til årets teoridyst, har jeg siden sommerferien 2016 gået til aftenhacking. Ideen med dette aftenkursus har hele tiden været, at bryde ind i Jan Carlsens computer et par uger inden teorimesterskabet, så jeg allerede på forhånd kendte spørgsmålene. Det har heller ikke været noget problem at hacke ind i hans netbank, e-mail og e-boks, men desværre har Jan Carlsen krypteret filen med spørgsmålene til teorimesterskabet 2017 i et topsikret dokument, som jeg ikke har kunnet nedbryde. Jeg har derfor efterhånden opgivet at kende spørgsmålene på forhånd, og har måtte tage fodboldloven frem, så jeg har kunne øve mig på teorien. Nu må jeg bare håbe, at jeg rammer storformen til d. 15. marts.

Hvis det ikke skulle være dig, som vinder i år. Hvem vinder så?

Mikkel Bredsgaard er lige blevet far, og det samme er jeg for nyligt til vores nummer to. Udover det, så går det ikke særlig godt for Hansa Rostock i det tyske, og det tror jeg påvirker Mikkel Bredsgaard i sådan en grad, at han tænker mere på bleer og potentiel nedrykning til Regionalliga end teori.

Min dark horse er Jonathan Nilton. Han har for at forøge sine chancer valgt at oprette et valghold på hans skole, hvor han simpelthen uddanner dommere. Det vil sige, at Nilton er gået fra at være en god dommer, til at blive fuldtidslønnet teoriinstruktør og dommer det seneste halve år – endda på offentlige midler, betalt og accepteret af hans skoleledelse. Det tror jeg gør udslaget, og derfor håber jeg, at der kommer til at stå et nyt navn på pokalen i år, nemlig Jonathan Nilton.

 

Kasper Madsen

Sidste år fik du en flot 3-plads. Er det i år, at du nupper førstepladsen?

Kasper Madsen blev nr. 3 sidste år
Madsen blev nr. 3 sidste år.

Der er desværre et afbud fra min side i år, hvilket jeg er drøn ærgerlig over, da jeg kan mærke, at jeg i år ville stige i graderne fra sidste års 3.plads til en sikker 1. plads. Til næste år er der til gengæld ikke tvivl om, at jeg er tilbage for fuld musik i forsøget på at hjemtage trofæet.

Når du jo ikke kan vinde, hvem vinder så?

I år sætter jeg min lid til, at min gode ven og kollega Mikkel Randers genvinder trofæet. Han kan altså bare noget med det lovstof – og hvis bare han havde samme praktiske evner, var han jo nået ekstremt langt 😀 (SMILER)

Har du ikke tilmeldt dig teorimesterskabet endnu, kan du se hvordan du gør det her. Du kan også se alle vindere af KFD’s teorimesterskab fra 1994 og fremefter lige her.

Hi, I’m René Krarup