Jans Corner: Trænernes spillerum

Jeg skal ellers lige love for, at vi kom i gang med et ordentligt brag, da Superligaen startede i den forgangne weekend. Stor ros til programlæggerne for at starte med en derby-runde, som vejret taget i betragtning egentlig lokkede forbløffende mange ud på tilskuerpladserne. Idéen med at lade nogenlunde lokale hold møde hinanden som et startskud til foråret, fungerede rigtig fint – og når man så tilsætter den ekstra hektiske krølle, at holdene kun har fem runder til at skrabe point nok sammen til at lande i den sjove ende af tabellen, gik det hele op i en højere enhed. Så var der lige OB og Randers, der åbenbart blev til overs, da derby-rollerne var fordelt, men selv den mandagskamp gav da god valuta for pengene. Hvis dette bliver standarden for intensiteten i foråret, er der noget at glæde sig til – for slet ikke at tale om, når man engang når til playoff-kampene.
De interessante dommersituationer kom også myldrende forbi i endnu større antal end normalt. Typisk sker der sjove ting i de første runder, hvor spillerne ikke har fået justeret timing og sigtekorn endnu, men frekvensen her var godt nok høj. Der var snart sagt ikke det aspekt af fodboldloven, som vi ikke fik berørt – måske med undtagelse af tvivlsomme offside-situationer, som jeg ikke lige kan huske nogen af. Men ellers var hele paletten i brug. Hvornår har en spiller gjort sig fortjent til sin 2. advarsel (flere tankevækkende eksempler fra FCK – Brøndby og ikke mindst FC Midtjylland – Viborg); hvor meget kan man som fjerdedommer gribe ind i begivenhederne inde på banen (Silkeborg – Horsens); hvor lang er snoren for trænerne ude på linjen (primært Silkeborg – Horsens); hvornår er kontakten stor nok til at retfærdiggøre et frispark eller straffespark (Silkeborg – Horsens igen, men også FCK – Brøndby og for den sags skyld også FC Nordsjælland – Lyngby) osv. osv. Problemet i relation til denne klumme er bare, at langt de fleste af emnerne er nogle, der har været forbi for relativt nylig, så de kan godt lige tåle en omgang på hylden, inden de støves af igen. Med undtagelse af problemstillingen omkring trænerens råderum, så den bliver en naturlig kandidat, også fordi den længe har hængt på en gul lap og pænt afventet sin tur.
Men før jeg kommer dertil, skal jeg lige notere, at Champions League-kampene, som ellers nok plrjer at få en relativt forsigtig start i de første knockout-opgør, også nærmest eksploderede i år (dette skrives dog før onsdag aftens to kampe). Bare fra de seneste kampe var der nogle knivskarpe onside-vurderinger ved flere af scoringerne i Manchester City – Monaco og en fin illustration af, at man sagtens kan være onside, selv om stort set alle modspillere er væk, bare man ikke har sneget sig foran bolden, for det er stadig den første forudsætning for at være i offside-position. F.eks. Citys første og fjerde mål var lige til teoribogen. Det var det straffespark, som ikke blev dømt til City i 1. halvleg også: en fremragende illustration af, at der sagtens kan være kontakt og blive dømt for film alligevel. Agüero skal ikke have straffespark i kollisionen med målmand Subasic, for han søger selv kontakten og er allerede på vej ned, inden kontakten opstår. I det hele var det – ud over at være en forrygende fodboldkamp – en rigtig flot dommerpræstation af Mateu Lahoz og hele hans team, som vel nærmest ikke satte en fod forkert.
Tilbage til trænerne. Mange har gennem tiderne spurgt mig, hvor grænsen egentlig er for, hvad en træner kan tillade sig på linjen. Og grænserne er sådan set meget smukt defineret i fodboldloven: folkene på bænken skal udvise ‘ansvarlig opførsel’, og så er der nogle rent tekniske ting: de skal blive inden for det tekniske område undtagen i specielle tilfælde efter dommerens tilladelse. Det kunne være i forbindelse med skadesbehandling, eller det kunne være holdlederen, som hentede en opvarmende reserve op til indskiftning. Det går altså ikke at forlade det tekniske område for at lade sig interviewe til TV (eller for den sags skyld den anden vej rundt: at kameraholdet bevæger sig ind i det tekniske område for at interviewe, for man må formode, at de ikke står på holdskemaet, og så må de ikke være der). Skal der endelig interviewes under kampen (hvilket f.eks. er totalt bandlyst hos UEFA og FIFA), må det altså ske hen over stregen, hvis man kan forestille sig situationen. Så er der også den rent tekniske ting, at kun én person ad gangen må stå op. Det er noget, som mange tror, at der bliver gået frygtelig meget op i, men i virkelighedens verden foregår det meget pragmatisk, hvis det er med god grund og i kort tid. Men bortset herfra er der egentlig ret frit slag, hvis man kan holde sig inden for grænserne.
Jeg er flere gange blevet bedt om at komme med en facitliste på de ting, som en træner IKKE må foretage sig. Sådan én er der ikke – og heldigvis for det. Det hænger sammen med, at fodboldloven er en rammelov, hvor man ikke bare kan formode, at alt det, som ikke er forbudt, pr. definition er tilladt. Det samme gælder spillerne: f.eks. står der ingen steder, at man ikke må bide en modspiller – men selvfølgelig må man ikke det. Det minder mig lidt om den gamle vittighedstegning med faderen, der siger til sin lille søn, at her har du en liste med grimme ord, som jeg aldrig vil høre dig bruge. Jeg er sikker på, at hvis man havde en facitliste for trænerne, ville man selvfølgelig bare finde noget, som ikke stod på listen og gøre det i stedet.
Kodeordet er som sagt ‘ansvarlig opførsel’ – og så ét ord mere, nemlig UEFAs nøglebegreb ‘respekt’. Respekt for hinandens funktioner – og det går begge veje. Både dommere og trænere har nogle funktioner omkring en fodboldkamp, som de er sat til at opfylde, og det skal man lade dem gøre uhindret, så vidt det nu kan lade sig gøre. Vi kan ikke have folk til at falde om, fordi de ikke kan få lov til at reagere – men det skal ske på en fornuftig måde, der stadig tager hensyn til både ansvarlighed og respekt. Fjerdedommeren har en vigtig rolle at spille her – i virkeligheden er den gode fjerdedommer en umulig hybrid mellem konfliktmægler, psykolog, politibetjent og diktator. Det indebærer, at man selvfølgelig skal have lov til at reagere i området (for nu at komme klichéen om, at der skal være plads til følelser, i forkøbet – ja, det skal der) – men det skal ske efter princippet ‘hurtigt op, hurtigt ned’ og uden anvendelse af dramtiske fagter, ord eller beskyldninger, som ikke står forrest i ordbogen. Og det kan gå muntert for sig fra tid til anden, som enhver kunne forvisse sig om lørdag (Silkeborg – Horsens), da en mikrofon i området fangede en stor del af de bemærkninger, som faldt i området, hvor to af de mere karismatiske (som det blev sagt) trænere stødte sammen. Fjerdedommeren er her som lynafleder, dels mellem bænkene, men også i reaktionerne ind mod banen – og det betyder også, at han selvfølgelig skal stoppe træneren i at gå direkte til kilden og fare i sulet på den nærmeste linjedommer, som han mener lige har misset en offside. Linjedommeren har i hvert fald ikke brug for at blive distraheret, for han har rigeligt at se til i forvejen – så derfor er det fjerdedommeren, der tager de første hug.
Så i virkeligheden er snoren faktisk ganske lang – vi møder også forbløffende få trænerbortvisninger herhjemme på højeste niveau, selv om vi ofte taler om personer, som bidrager til underholdningen og selvfølgelig også forsøger at påvirke, hvor de kan – helt naturligt. Til gengæld er nøjagtig det samme gældende for trænerne som for spillerne: når først elastikken er blevet så stram, at dommeren har været forbi og gøre det klart, at næste gang er det slut, så er der ingen vej tilbage for nogen af parterne, hvis grænsen overskrides igen. Nøjagtig som spilleren, der ved sin første advarsel har fået en servicemeddelelse, må træneren vide, at nu skal der trædes mere varsomt. Det gik så i den forgangne weekend galt for både en træner og en spiller – men det er ikke fordi, man ikke må vise følelser, eller der ikke skal være plads til den spontane reaktion. Men hver ting på rette tid og sted – og ikke efter at den berømte streg i sandet er tegnet.
Altså: der er ingen facitliste eller noget nedtællingsur, der fortæller, hvornår bægeret er fuldt. Men ‘ansvarlig opførsel’, ‘respekt’ og så en god portion sund fornuft hos alle parter, også under pres, er udmærkede pejlemærker.