Jans Corner: Pokalfinale og offside

Vi mennesker er heldigvis forskelligt indrettede og tænder på forskellige ting. Fodboldmæssigt må jeg blankt erkende, at jeg har en meget blød plet i hjertet over for fænomenet pokalturneringer, hvor de små pludselig kan blive store for en dag og møde de rigtig store – og så er det i øvrigt ligegyldigt, hvilket land vi taler om. Specielt den franske pokalturnering har produceret nogle gedigne overraskelser gennem tiderne, men det kan jo ske alle steder. Danmark har også haft sine øjeblikke, og skal man vælge et enkelt, er vinderen oplagt som alle danske pokal sensationers moder. 1987 og Brøndby – Skagen står, i hvert fald hos dem af os, der er gamle nok – som arketypen på en pokalsensation. I øvrigt med en meget ung og fremadstormende Kim Milton som dommer.

I samme ånd havde jeg indstillet mig på en FA Cup-weekend og blev i den grad heller ikke skuffet. Det var så heldigt, at der ikke var udgående forretninger i kalenderen, så jeg kunne vælge og vrage fra TV-paletten, og jeg fik minsandten også ramt nogle af de rigtige kampe. Tit og ofte er det sådan, at det lille hold, hvis det ellers undgår at blive kørt over fra starten, med et enkelt lucky punch kan sætte panik i storebror, hvis forsøg ofte bliver mere og mere forkrampede, efterhånden som minutviseren nærmer sig det kriminelle. Men der var ikke meget held over Suttons 1-0 sejr over Leeds. Vel foregik det på kunstgræs, som man ikke kan anvende i de øverste divisioner, men det burde ikke komme som den helt store overraskelse for noget hold, at bolden opfører sig anderledes. Sutton ligger og roder rundt få point over nedrykningsstregen i National League, den femtebedste række, mens Leeds ligger på en playoff-plads i Championship og er et potentielt nyt Premier League-hold. Var man ikke klogere, var det ud fra kampen umuligt at se, hvem der var hvem. Godt nok faldt Suttons mål på et klodset (og korrekt) straffespark, men allerede på det tidspunkt burde de have været foran – og der kom masser af andre chancer, mens Leeds aldrig blev rigtig farlige. Her en tidlig mandag aften kunne jeg godt unde Sutton en lodtrækning til næste runde mod én af de rigtig store, så de kan få en ordentlig én på opleveren, for mon ikke festen under alle omstændigheder stopper her, og næste modstander er advaret.

Til gengæld bløder mit hjerte i den grad for Wycombe, som leverede en pragtpræstation i en meget medrivende affære, og så alligevel endte med at tabe ude til Tottenham med 4-3 på et mål scoret sekunder før overtidens udløb, og efter at været foran både 2-0 og 3-2. På det plan kan pokalfodbold også være ualmindelig grusom. Og så var der lidt mindre overraskelser, hvor lavere rangerende hold sendte Premier League hold ud: Liverpool skred i svinget til Wolverhampton, Millwall tog sig af Watford, og Fulham klarede Hull. I det hele taget var der en god del sjove resultater, som lover rigtig godt for det videre forløb. Og måske allermest bemærkelsesværdigt var der kun en enkelt uafgjort kamp blandt de seksten, så vi slipper for trænernes klynk over det pressede kampprogram med omkampe i denne omgang – og så alligevel ikke, for Mourinho var ikke tilfreds med, at United skulle spille pokalfodbold søndag og Premier League tirsdag aften. Tja – man skulle ellers tro, at trænerne kendte konditionerne, og det er typisk de udenlandske trænere, der knurrer.

I det hele taget var der lidt rituelle gentagelser over weekenden. Barcelona blev i den grad snydt for et mål i kampen mod Betis. Bolden var vel en lille halv meters penge over stregen, da den blev sparket væk, og så blev spørgsmålet om målteknologi trukket frem igen. Det virker nu også lidt besynderligt på mig, at en liga som den spanske ikke har fået implementeret det for længst, men sådan er der så meget. Tit og ofte kan man ikke forlange, at linjedommeren skal kunne nå ned og være i position – men lige denne her var nu så stor, at den efter mine begreber burde være fanget med det blotte øje, selv fra en lidt skæv vinkel. Til gengæld slap vi for én af de andre klassiske automatreaktionen, at de store hold får det hele. Ikke denne gang.

Ét af de spørgsmål, som med passende mellemrum dukker op i indbakken, er fra læsere, som hjertens gerne vil af med offside-reglen. Der er måske ikke så meget at sige til, at man kan se sig sur på reglen – navnlig ikke, hvis ens hold er blevet ramt af en fejlvurdering eller måske bare en tvivlsom vurdering. Men som jeg plejer at sige, tror jeg, at det vil blive en helt anden slags fodbold, der vil komme ud af det. Et hold vil sikkert stille en angriber meget tæt på mål, og han vil trække en forsvarer med sig – så tager vi en angriber mere osv. Jeg kunne godt frygte, at det ville gå hen og blive helt håndboldagtigt på den måde, at der vil blive store tomrum på banen, hvor intet sker – og at alting kommer til at foregå omkring de to straffesparksfelter. Offside-reglen er jo en underlig størrelse, men lige fra det allerførste regelsæt har den været der i en eller anden form. Så har man skruet på antallet af modspillere; om ‘på linje med’ skulle tælle den ene eller anden vej; hvornår der skulle straffes – og diverse andre ting, men reglen har som en reminiscens fra rugby-spillet, hvor bolden ikke må afleveres fremefter, altid været der. Man har også eksperimenteret med forskellige varianter – mest berømt nok eksperimentet, som FIFA gennemførte ved U/17-VM i Italien i 1991, hvor offside-reglen først kunne træde i kraft bag en linje, som var trukket tværs over banen ved straffesparksfeltets grænse. Bortset fra, at tingene udviklede sig nogenlunde, som jeg har beskrevet ovenfor, med en stor koncentration af spillere omkring felterne og et stort tomt areal, gik der ikke ret længe, før både dommere og spillere gispede kraftigt efter vejret. For der blev simpelthen for få afbrydelser, når man ikke fik konfrontationerne mellem felterne. Den variant viste sig i hvert fald at stille radikalt anderledes krav til spillernes fysiske formåen, samtidig med, at det ikke var så attraktivt at se på, så den kom ikke videre i systemet.

Når jeg tager fat på det nu, er det fordi Jyllands-Postens netavis i løbet af ugen havde fanget en historie fra Tyskland, hvor magasinet 11Freunde havde arrangeret en kamp, hvor der ikke blev spillet med offside. Nok i et eller andet omfang trigget af de ‘forbedringsforslag’ til reglerne, som FIFAs tekniske chef Marco van Basten, har barslet med, og som jeg refererede for nogle uger siden. Herunder en afskaffelse af offside-reglen. Det udviklede sig ikke helt som ved tidligere forsøg. Et gennemgående træk var godt nok, at man startede med at have angriberne liggende dybt, men de trak så tilbage mod midten for at kunne modtage bolden. Spillerne oplevede det, som om hele banen pludselig blev til en ‘kampzone’ (citat slut), samtidig med at der ikke rigtig var nogen struktur på spillet – det lyder som om det var været noget værre rod med en masse fysiske dueller. Et af argumenterne for at afskaffe offside-reglen er typisk, at man vil få flere mål – så på den baggrund må det have været både overraskende og skuffende, at kampen endte 1-0…

Men det allermest interessante var spillernes egen kommentarer bagefter. ‘Vi havde det på ingen måde sjovt’. Forsvarerne foretrak faktisk at spille med offsiden, fordi det normale midtbanespil med små afleveringer forsvandt. Det er også svært at se en klassisk midtbanespillers rolle i dette setup. Spændende – og det er måske sådan nogle forsøg, der skal til, for at vi kan blive klogere – ellers bliver det bare fornemmelser og gætværk det hele. Og dér kan mine gæt være lige så gode eller dårlige som alle andres.
Ög for at skifte sportsgren er der al mulig grund til at kippe med flaget for håndbolddommerne Mads Hansen og Martin Gjeding, der på flot vis ledede VM-finalen søndag mellem Frankrig og Norge. Erfaringsmæssigt giver sådan noget altid en øget tilgang af dommeraspiranter, og det vil jeg virkelig håbe for håndboldsporten, at de får. Vi kunne godt bruge en tilsvarende succes på fodboldsiden, selv om vores dommermangel-kurve er knækket.