Jans Corner: En uges punktnedslag

Efter at have tilbragt en uges tid under sydligere himmelstrøg er det en fornøjelse at komme hjem og opdage, at emnerne stadig byder sig til. Til gengæld vil jeg ikke påstå, at jeg på langdistancen har forsøgt at holde det store forkromede overblik, så det bliver sådan lidt ‘grab and run’ i denne uge. Episoder, som jeg tilfældigt er faldet over eller er blevet gjort opmærksom på , og som ikke nødvendigvis har den store indbyrdes sammenhæng.

at være uden TV – eller rettere kun yderst sporadisk at se på et hotel-TV og da primært for at checke de storpolitiske overskrifter og vejrudsigten, ikke nødvendigvis i den rækkefølge, rummede den fordel, at jeg slap for at følge detaljeret med i vores herrehåndboldlandsholds déroute ved VM i Frankrig. Til gengæld kunne jeg på overskriftsniveau følge med i balladen om, hvorvidt René Toft Hansens albueskinne nu var lovlig eller ej. Set udefra forekommer det temmelig grotesk, at man overlader det til modstanderne – aktuelle som potentielle – at afgøre, om et stykke udstyr er farligt eller ej. Nu kommer regler jo sjældent af sig selv, så nogen må have været med til at vedtage dem engang – men det virker unægtelig som en avanceret grad af ansvarsforflygtigelse. Går vi til fodbolden, er reglerne krystalklare: det er den enkelte dommer i den enkelte kamp, der afgør, om udstyr er farligt eller ej, og dermed om det må anvendes.

Intet i denne verden er perfekt, og det er denne regel heller ikke. Det kan sagtens være en kilde til frustration, at noget udstyr bliver godkendt til anvendelse i en kamp den ene weekend, og så vil dommeren den efterfølgende weekend ikke godkende det, men i virkeligheden er vurderingerne nu meget sjældent voldsomt forskellige. Det kan også anvendes i det finere psykologiske spil før en kamp. Jeg har flere gange i udlandet oplevet, at en spiller pænt før kampen, ledsaget af en af sine ledere, er kommet til dommerens omklædningsrum for at checke, om noget udstyr er OK. Typisk handler det om bandager af den ene eller anden art. Og allerhøjest ti meter derfra uden for omklædningsrummet lurer så en leder fra det modsatte hold for at kunne argumentere den anden vej, hvis dommeren godkender bandagen. Ikke at det nogensinde har ændret en dommers opfattelse – men så er stemningen ligesom lagt, før vi skal i gang.

Det, at det er den til enhver tid aktuelle dommer, der afgør, betyder også, at vi herhjemme principielt ikke ovenfra godkender udstyr til anvendelse. Der har ellers gennem årene været masser af håbefulde sportsfabrikanter, som har indsendt skrueknopper, bandager og sågar ved en enkelt lejlighed et fodboldmål for at få en carte blanche-godkendelse, sikkert så man i markedsføringsmaterialet kunne skrive, at produktet var autoriseret til brug. Men det går altså ikke – af flere årsager. Dels kan man ikke fratage dommeren den ret, som fodboldloven giver ham til at afgøre, om en rekvisit er farlig eller ej. Og mere jordnært kan selv det mest perfekte udstyr jo blive slidt, så det pludselig f.eks. har en skarp kant, der gør det farligt; det kan blive fejlmonteret osv osv. Og så ville det virkelig være en lækkerbisken for enhver advokat, hvis produktet var betingelsesløst godkendt på forhånd, og noget gik galt. Samme overvejelser er sikkert grunden til, at dommeren, som er unionens repræsentant og den højeste myndighed på stedet, har vetoretten. For godt nok står der faktisk i fodboldlovens § 5, at en dommer ikke kan gøres ansvarlig for nogen som helst person- eller tingskade i forbindelse med en kamp (og i øvrigt heller ikke for det tab, som en klub eller væddemålsspillende person måtte lide på grund af f.eks. et pivende offside-mål). Men én ting er, hvad der står i fodboldloven – noget andet er, hvad et lands øvrige love, regler og forordninger måtte mene. Den sag har vi endnu til gode at se, og jeg håber heller aldrig, at den kommer. Men hvorfor tage chancen ? Så er dommeren i tvivl om et stykke udstyrs farlighed, vil han ikke tillade det – og siger han god for det, kan modstanderne hyle og skrige, så meget de vil.

Vender vi os mod det, der sker på selve banen, optrådte der i Ligue 1-kampen mellem Nantes og PSG én af de situationer, som man normalt kun stiller op på tegnebrættet. Ved stillingen 1-0 til PSG modtager Marco Verratti en flad aflevering på kanten af sit eget straffesparksfelt, og der er ikke en Nantes-spiller i miles omkreds. Han tæmmer bolden, ser sig omkring og lægger sig derefter ned på alle fire og dirigerer med hovedet bolden ind til sin egen målmand, der tager bolden med hænderne. I første omgang er der ingen reaktion fra dommeren, men efter nogle få sekunder fløjtes der: indirekte frispark, advarsel til Verratti – og et vist mål af panik efterfølgende. Hvad er problemet ? Tja, vi har jo det, som vi i mangel af bedre kalder for ’tilbagespilsreglen’. Hvis en spiller forsætligt sparker bolden til sin egen målmand, og denne tager bolden med hænderne, skal der dømmes indirekte frispark. At sparke er noget, som man i fodboldlovens forstand gør med fødderne, så en aflevering med knæ, skinneben, bryst, hoved eller andet, vil ikke være et problem. Det er da også det, som Verratti efter at have set sit gule kort fortvivlet prøver at forklare – at han gjorde det med hovedet. Men der er lige den ekstra krølle, at hvis en spiller indlader sig på en åbenlyst unaturlig spillemåde med det formål at omgå tilbagespilsreglen, anses det for usportslig opførsel og skal straffes med advarsel (og indirekte frispark). I øvrigt uanset om målmanden rører bolden med hænderne eller ej, for forseelsen begås jo af markspilleren, og frisparket blev da også taget dér, hvor Verratti lavede sit stunt. Da reglen i sin tid blev indført i 1994, var denne lille krølle ikke med – og på allerførste spilledag lavede en spiller i 2. Bundesliga samme nummer. Så kom tillægsbestemmelsen. Fodbold skal ikke blive til en cirkusforestilling – selv om Verratti uden tvivl syntes, at han var mægtig smart. Til gengæld fik vi andre et herligt klip til at understrege, at selv de yderste krinkelkroge af loven kommer forbi i det virkelige liv på et eller andet tidspunkt.

Endelig kampen mellem Arsenal og Burnley i Premier League, som bestemt ikke var for svage sjæle. For én gangs skyld gik Arsene Wenger ikke bare lige til grænsen i sin ageren på bænken, men også over den, da han puffede til fjerdedommeren i frustration over et dømt straffespark i overtiden. Straffesparket var i øvrigt godt nok, uden tvivl svært at se udefra – men jeg kan godt se, at nu kommer jeg snart til at tage fat på ét af punkterne på ønskesedlen: hvor går grænserne for en træner ? Lovmæssigt meget mere spændende var situationen, der førte til et Arsenal-straffespark og sejrsmål godt seks minutter inde i overtiden. En høj bold slås over i fjerneste del af straffesparksfeltet, hvor Koscielny bevæger sig mod bolden. Burnleys Mee forsøger med et meget langt og meget højt ben at sparke bolden væk, men hans fod lander i hovedet på Koscielny. Nogle vil kalde det for ‘farligt spil med kontakt’ – teknisk hedder det nu med én af årets nye termer ‘bremser en modspiller med fysisk kontakt’. Men i hvert fald straffespark (og nu var det så Burnleys træners tur til at gå på fjerdedommeren). Det rigtig interessante er imidlertid, hvad der først bliver klart i gentagelserne, at Koscielny er i marginal offside-position, da bolden spilles. Og hvad så nu – det er jo ikke i sig selv strafbart at være i en offside-position, og foden får kontakt med Koscielny nogenlunde samtidig med, at Koscielny får kontakt med bolden. Men allerede da Koscielny begynder at bevæge sig mod bolden og er den eneste Arsenal-spiller, som har en mulighed for at nå frem til den, bliver han strafbar offside. Har man to forseelser, og den ene kommer før den anden, skal den første straffes, uanset grovheden af de to. Så offsiden vinder – og der burde i min optik være dømt offside og ikke straffespark.

Endnu et herligt eksempel til teoribogen. Nogle gange er det faktisk ikke så trist at være instruktør…