Jans Corner: En rød bølge

Som annonceret i sidste uge er jeg nødt til at vende tilbage til den epidemi af tacklinger til direkte rødt kort, som ramte Premier League i forrige uge. Der er ikke nødvendigvis noget forkert i, at hændelserne ikke altid følger en normalfordeling eller et statistisk mønster, men dette var nu temmelig iøjnefaldende. Naturligvis også, fordi det var så spektakulære situationer. Ingen ville formentlig have undret sig over, at der pludselig optrådte f.eks. mange flere offside-kendelser end normalt. Herhjemme har vi også oplevet perioder, hvor der pludselig optrådte flere potentielle straffespark end normalt, og det er heldigvis også noget af det uforudsigelige ved fodbold. Det ville være mægtig trist, hvis man kunne regne det hele ud på forhånd. Men lige akkurat i dette tilfælde kan det måske betale sig at grave bare et enkelt spadestik eller to dybere for at finde en mulig årsag.

Med til historien hører også, at samtlige tre røde kort fluks blev appelleret. En særlig britisk folkesport, som i hvert fald i tidligere tider var en yndet taktik til også at kunne time en eventuel karantæne til et mere belejligt tidspunkt. Indtil for relativt få år siden var det sådan, at en anke havde opsættende virkning, og med afhøringer af de implicerede parter, indhentning af skriftlige vurderinger osv. kunne der gå rigtig lang tid, før der kom en afgørelse. Nu er proceduren blevet noget smidigere og hurtigere, og her har mails, videomøder og i det hele taget muligheden for udveksling af klip med situationerne afgjort haft en gavnlig effekt. Det gik i hvert fald stærkt denne gang – alle tre sager var afgjort inden for få dage, med afvisning af anken i de to tilfælde og accept af den i det sidste.

Men lad os i første omgang se på, hvad det egentlig er for kriterier, der giver en tackling et blodrødt stempel på sig. Jeg ved godt, at vi har været her før – men god gerning kan ikke gøres for tit. Kodeordet er ‘unødig stor kraft’ – og det hænger nøje sammen med begreber som kontrol over handlingen fra den tacklendes side. Det har så igen f.eks. noget at gøre med, om tacklingen kommer med ét eller begge ben i luften eller i kontakt med jorden. Voldsomheden i tacklingen spiller også ind, og det har noget at gøre med den hastighed, som spilleren kommer med. Fodens eller føddernes retning betyder også noget: sker det med strakt fod eller med knopperne forrest ? Og så skal vi også se på spillerens mulighed for at spille bolden og ikke mindst hans vilje til at gøre det (er det bolden eller manden, der er målet ?). Som en afledt effekt af det med vilje og mulighed vil det også være naturligt at se på, hvor kontaktstedet er. Bliver der tacklet over bolden, så kontakten sidder højt oppe på modspillerens ben ? Endelig skal det med, at hvis tacklingen udsætter modspilleren for fare, så er vi allerede så godt som ovre i det røde felt. Alt dette skal dommeren registrere og vurdere i løbet af et splitsekund, og så kommer alle kriterierne en tur ned gennem blenderen – hvorefter der kommer en kortfarve ud. Ingen farve (for det almindelige benspænd, som der er mange af i en kamp), gult eller rødt.

I kampen mellem West Ham og Manchester United var det Feghouli, som så rødt efter en tackling på Phil Jones. Vi har en situation, hvor begge spillere satser (selv om Feghouli gør det først). Tacklingen bliver nærmest sprunget ind, der er pæn kontakt med begge ben – men kontakten kommer til at sidde forræderisk højt oppe, fordi også Jones satser og er i bevægelse. Min første indskydelse var rødt kort, men jo flere gange jeg har set den, jo mere klodset kommer det til at se ud, snarere end egentlig ondsindet. Udvisning ville i min optik ikke være noget klokkeklart justitsmord, men det lignede den mindste af de tre tacklinger, og det var ikke så overraskende, at man i sidste ende valgte at annullere kortet.
Mellem Bournemouth og Arsenal var det Simon Francis, der fik ørerne i maskinen for sin tackling på Aaron Ramsey. Den minder en del om Feghoulis, bortset fra at Ramsey ikke satser i nær så høj grad som Jones, så vi får et mere rent billede. Der er ikke så stor kraft på tacklingen, men den bliver sat ind med begge ben, knopper og fodsål kommer over bolden, og kontakten er rimelig hårdhændet. I selve tacklingen drejer Francis sig lidt, så han næsten får ryggen til, og med de venlige briller på kunne det være, fordi han prøver at gøre kontakten mindre. I den anden retning trækker det så, at de to ben nærmest kommer ind som en saks, og netop denne bevægelse har kostet rigtig mange knæskader hos modtagerne, hvis uheldet er ude. At blive låst på denne måde, mens man selv er i bevægelse, er ikke nogen spøg.

Endelig var der kampen mellem Manchester City og Burnley, hvor Fernandinho havde et af sine desværre alt for hyppige udfald, hvor det gik ud over Gudmundsson. Bare han dog ville nøjes med at spille fodbold. Den er lige til lærebogen: stor kraft, tacklingen sat ind med to ben uden megen kontakt med jorden. Knopperne er forrest, kontakten sidder pænt over bolden, og vi har igen saksebevægelsen. Tacklingen her bonner ud på nærmest samtlige parametre, og det kan egentlig undre mig, at man gjorde sig den ulejlighed at appellere udvisningen.

Så slutresultatet blev, at to af de tre røde kort fik lov til at stå, mens Feghouli slap i West Ham – United-kampen, som Mike Dean dømte. Én ting er, at Mike Dean blev den store syndebuk – ham har der også været godt bud efter i de seneste uger, retfærdigt eller ej – men paradoksalt er det, at han efter sigende er en af de mest vellidte Premier League-dommere, når det kommer til kreditten hos spillere og klubber, netop fordi han ikke er bange for at tage de svære afgørelser. Men selv jonglører kan fejle.

Det rigtig interessante er, at man i ugerne op mod jul havde haft nogle klare udvisninger, som ikke var blevet fanget af dommerne. Vi manglede én til Marcos Rojo i Uniteds kamp mod Crystal Palace, hvor han slap med en advarsel for et to fods-angreb – og også i derbyet Everton – Liverpool slap Ross Barkley billigt. Det førte til, at der kort før jul gik en skriftlig instruktion ud til de 18 topdommere, hvor man mindede dem om kriterierne for udvisning i forbindelse med tacklinger, og derefter fik vi så disse tre situationer, hvor det røde kort faldt prompte (og der var flere: bl.a. Leicesters Vardy faldt i fælden i kampen mod Stoke i julerunderne). Jeg synes, at det giver en lille smule stof til eftertanke, selvfølgelig hos dommerne, men måske også hos dem, der sender sådan en mail ud.

I langt de fleste ligaer – også herhjemme – er der løbende evaluering af de situationer, der har været problematiske, så man prøver at holde dommerne inde på en nogenlunde konsekvent linje og få bremset tendenser, før de bliver til virkelig store problemer. Men det bærer den fare i sig, at fokus nu pludselig bliver på en bestemt type situationer – her var det så tacklinger – så man måske kommer til at spøgelser og i hvert fald ikke vil falde i igen. Nogle vil kalde det en hyperkorrektion – at man for at være på den sikre side tager mere med, end man burde. Mere kyniske folk kunne tale om, at man hopper direkte fra den ene grøft over i den anden, hvor man gerne skulle blive midt på vejen. Under alle omstændigheder er det vigtigt at have den kritiske sans med – både når man skal ud og forvalte sådanne retningslinjer, men så sandelig også når man skal forfatte dem. Hvis man endelig vil komme med supplerende retningslinjer undervejs, skal man i hvert fald være meget varsom. Mig bekendt har vi aldrig herhjemme på den måde sendt et hyrdebrev ud midt i en sæson, medmindre der har været tale om deciderede lovændringer.

Dette er ikke et forsøg på at undskylde, at der sker fejlkendelser af og til – men mere på at forklare, at dommerne under de omstændigheder måske blev ramt af en eller anden grad af tunnelsyn. Det bliver spændende at se, hvordan sæsonen fortsætter.
Der bliver – måske til lettelse for nogen – en enkelt uges pause på denne plads, men jeg er frygteligt tilbage den 27. januar.