KFD
Nyheder

Jonathan Nilton er ny 2.divisionsdommer

I sidste uge blev 28-årige Jonathan Nilton ny 2. divisionsdommer. KFD ringede til Jonathan for at sige tillykke med oprykningen og fik samtidig en snak om starten på dommergerningen, CTG og valgfaget ”dommergerning”, som Jonathan underviser i til hverdag.

Starten på dommerkarrieren

Jonathan Nilton
Jonathan Nilton

Det var Jonathan’s gymnasiekammerat, der var træner for FA2000’s U-12 hold, som fik Jonathan til at tage dommerkortet. De stod tit og manglede en dommer til at dømme holdets kampe. Han spurgte Jonathan, om han ikke kunne dømme holdets kampe. ”Det sagde jeg ja til, men jeg ”krævede” dog at komme på dommerkursus først”, fortæller Jonathan. Her trådte FA2000 til og betalte dommerkurset og så var Jonathan i gang med at dømme kampe. I starten dømte han mange ”døm selv” kampe for FA2000 udover de kampe han blev påsat af DBU K. Det blev til rigtig mange kampe og gjorde at han valgte at stoppe sin egen karriere som serie 1-spiller på FA2000’s 2. hold.

Efter et halvt års dommergerning blev Jonathan indrangeret i serie 3 og så gik det ellers slag i slag. I 2014 blev han indrangeret i Københavnerserien og året efter rykkede han op i Danmarksserien. Og fra den kommende sæson er han nu 2. divisionsdommer og det er kun 7 år siden, at han startede med at dømme U-12 kampene.

CTG

I sommers kom Jonathan med i DBU’s landsdækkende talentprogram, CTG (Centrale TalentdommerGruppe). ”Det har været en rigtig god hjælp for min dommerkarriere at komme med i CTG”, fortæller Jonathan. ”Jeg skal tre dage før hver kamp sende en gameplan til min mentor, som i øvrigt er Preben Worsøe. Gameplanen indeholder mine fokuspunkter for kampen, hvilke hold der spiller, stillingen i rækken, beskrive evt. skadede eller karantæneramte spillere mm, hvilke linjedommere jeg har på linjen mm.” Dette har hjulpet mig og givet mere overskud til selve kampen. Efterfølgende evaluerer Preben og Jonathan gameplanen og reflekterer over fokuspunkterne og de situationer der er opstået i løbet af kampen, inden der fremsendes en ny gameplan for den næste kamp.

Valgfaget ”dommergerning”

Jonathan er også aktiv i KFD's traineeprogram
Jonathan er også aktiv underviser i KFD’s traineeprogram

Til daglig arbejder Jonathan som lærer, hvor han underviser på en skole i Nordvest. På skolen har han i samarbejde med Brian Molberg fra den lokale fodboldklub lavet et pilotprojekt, som er et nyt valgfag, som hedder ”dommergerning”.  I valgfaget dommergerning kan eleverne tage dommerkortet og dermed blive fodbolddommere.  Der er i år 15 elever fra 9. klasse, som har meldt til sig til valgfaget. Det er Jonathan, som underviser og til foråret skal eleverne til dommereksamen hos DBU København. Dette skulle gerne give 15 nye dommere, som er klar at dømme kampe for DBU København.

Fremtiden

”Jeg elsker at dømme og jeg håber på at nå lige så langt, som min talent rækker til. Jeg var dog ikke kommet så langt uden en utrolig overbærende kæreste i Irene Garcia, og gode faglige input fra bl.a. Lars Gerner, Michael Poulsen, Frank Kanlund og Preben Worsøe. Samtidigt er det en stor fornøjelse at sparre med alle mine dommerkollegaer, heriblandt Rune Tychsen og Christian Hansen”, slutter en stolt og glad Jonathan Nilton.

KFD ønsker Jonathan held og lykke og glæder os til at se dig dømme i divisionerne.

Hi, I’m René Krarup