Ferier har det af natur med at være alt for korte, og så er man pludselig tilbage i hamsterhjulet igen. Ikke desto mindre var det fantastisk rart at have et par uger væk fra det sædvanlige ræs, inden det går løs igen. Torsdag starter vi op med et nyt hold til VAR-uddannelse – ikke fordi man skal forvente at se de pågældende i aktion lige her og nu, men selve uddannelsesforløbet og certificeringen tager det meste af et år, så det er hele tiden noget med at være på forkant. Står vi på et tidspunkt og skal rykke en ny dommer op i Superligaen, vil det være en unødvendig komplikation først at starte uddannelsen dér. Til dette kursusforløb får vi selskab af tre finske kolleger, som har bedt om at kunne hægte sig på – og det gør vi selvfølgelig med største fornøjelse. Danmark er fremdeles det første land i Norden, der har kastet sig ud i VAR, og når vi nu endelig for en gangs skyld er forrest på dommerområdet, deler vi naturligvis af erfaringerne – lige så vel som det tidligere ved andre lejligheder er sket den anden vej. 

Når de to dages indledende VAR-træning er klaret, går turen direkte videre til de årlige teoriinstruktørsamlinger i weekenden, så der er bestemt ikke tid til at kede sig (ej heller til at se på Superligafodbold, medmindre det kan fikses fra passagersædet i bilen hjem fra Jylland). 

Hvis vi lige skal blive lidt i VAR-verdenen, er sæsonen kommet godt i gang, og det har virkelig betalt sig at have et par samlinger inden starten, hvor vi har kunnet give dommerne nogle intensive træningsseancer. Ingen ville jo heller forvente, at et Superligahold bare kastede sig ud i den første kamp uden at have trænet forinden. Vi var gennemgående godt tilfredse med den første sæson herhjemme – vi var dér, hvor vi havde forventet at være, og i forhold til nogle af de store nationer og deres første sæson, var vi sluppet ret nådigt, omend bestemt ikke uden bump på vejen. Men andet var heller ikke at forvente, al den stund at al begyndelse er svær, og rutine kommer ikke bare, fordi man lægger bogen under hovedpuden og håber på, at indholdet siver opad i løbet af natten. 

Hvis vi lige ser bort fra de indvendinger, der har været, fordi folk bare ikke kan lide VAR (det kan vi meget gerne tage en anden gang – og vi kommer stadig gerne ud og demonstrerer og forklarer), var et par af de ting, som vi, også nogle gange med rette, blev kritiseret for i sæson 1, at checkene tog for lang tid, og at der var for mange afbrydelser. Nu er det direkte en del af VAR-konceptet, at det er vigtigere at nå frem til den rigtige afgørelse end at haste tingene igennem og overse et eller andet. Ligeså at VAR kun skal skride ind ved klare og åbenlyse dommerfejl. Men der skal selvfølgelig være rimelighed i tingene. 

EM i sommer var også lidt af et skred for UEFA, i og med at man i praksis hævede barren for, hvornår man i VAR-vognen skulle gribe ind. Den meget berømmelige ‘line of intervention’: det er spørgsmålet, om hvornår er noget en klar og åbenlys dommerfejl, og hvornår er man måske i vognen fagligt uenig, men kendelsen kan forsvares. VAR fungerede noget nær perfekt under EM, og vi har taget chancen og lagt os på den linje, således at vores dommere også har fået besked på at hæve niveauet for, hvornår de skal gribe ind. Og det har faktisk vist sig at fungere. 

Det er et noget nær magisk tal worldwide, at der i gennemsnit er en VAR-intervention for hver tredje kamp. Det ramte vi også rigtig pænt i sæson nummer 1. Nu er der afviklet syv runder i Superligaen, og på de syv runder med 42 kampe har der været fem interventions, så vi er milevidt under mantraet med hver tredje kamp. Så er der tidsforbruget. I snit er der brugt 60 sekunder pr. intervention (ved VM i Rusland var tallet 80 sekunder). Så gør man det op totalt 

for alle kampe, er en Superligakamp blevet forlænget med 25 sekunder på grund af VAR, enten på grund af intervention, eller fordi igangsættelsen er blevet forsinket på grund af et check, som ikke har ført til yderligere aktion. Vi havde en intern målsætning om 30-40 sekunder, da vi startede. Så vi er alt andet lige ret godt tilfredse – men ved også, at korthuset kan vælte næste weekend. Af en eller anden grund har ting det med at komme i bunker, så når noget går galt, rammer det virkelig overskrifterne, hvis det handler om flere kampe i samme weekend. 

Ellers havde jeg jo forestillet mig, at det ville være piece of cake at skrive ugens klumme, for efter to ugers pause måtte der da være sket masser. Men tingene kører faktisk ganske stille og roligt, hvilket jo fra et dommersynspunkt afgjort er at foretrække. 

VAR har heller ikke stukket sit hoved frem for alvor i de VM-kvalifikationskampe, der er blevet afviklet. Jo, bevares, i kampen mod Israel troede Danmark, at vi havde fået tildelt et straffespark i 2. halvlegs overtid, indtil VAR flyttede forseelsen udenfor. Og bemærk, at dette er et af de tilfælde, hvor VAR kan træffe afgørelsen – for det er en faktuel afgørelse, om noget er indenfor eller udenfor, om en bold har krydset en linje eller ej, om en spiller er i offside-position eller ej. Det kræver ikke noget dommerskøn, så derfor ingen grund til at hente kollegaen ud for at se på de samme to streger. Men nu scorede vi jo bare efter frisparket alligevel, på et blændende hovedstød af Cornelius, så skaden var til at overse. 

I det hele taget var det en udsøgt fornøjelse igen at være i en udsolgt Parken, og den stemning må kunne skræmme ethvert udehold. Jeg har ikke rigtig ord for den start, som vi har fået på årets kvalifikation, seks sejre i streg og 22-0 i målscore. Det kan statistikere sikkert få meget ud af, men det er i hvert fald en unik dansk præstation. 

Ellers er der ikke dukket de store ting op på blokken i relation til kvalifikationskampene her i Europa. Men i Afrika har der godt nok været muntre ting: et straffespark begået af en målmand efter fire sekunder (der forskes stadig i, om det skulle være en verdensrekord), et selvmål med et lob over egen målmand fra 35 meter, samt andre muntre ting. 

I Europa fik vi i kampen melem Azerbadjan og Portugal, hvor jeg i øvrigt selv skulle have været på plads, en tre-fire baneløbere, som åbenbart helt uantastet fik lov til at løbe ind til en portugisisk spiller og tage nogle selfies og så forsvandt igen – uden en kontrollør i nærheden. Vi skal åbenbart indstille os på, at der kan ske de mest afsindige ting. 

I den mere kedelige afdeling havde vi nogle racistiske tilråb i kampen mellem Ungarn og England. Desværre ikke helt ukendt i det hjørne af verden, og det er helt åbenlyst svært at komme til livs. I den sammenhæng er de helt hjernedøde ølkast herhjemme jo det rene ingenting, men alligevel: lad nu være: bortset fra det rendyrket stupide at spilde en dyrt indkøbt øl på den måde, koster det altså i sidste ende DBU kassen – vi taler om sekscifrede beløb – og de penge kan jo i sidste ende kun hentes ind ét sted, nemlig på billetprisen. 

Skal jeg sndelig slutte på en mere munter og lovmæssigt relevant situation, bliver det i U/21-kampen mellem Kazakhstan og Danmark (i sidste ende 0-1, pyha). Jeg har ikke kunnet opspore et klip af situationen, men som refereret for mig er en Kazakhstan-spiller mod slutningen (ved stillingen 0-0) skadet og behandles direkte uden for sidelinjen. Hvorefter han behændigt ruller ind på banen igen, formentlig for at trække tiden. Der er hele to forseelser at tage hensyn til her, begge til en advarsel. Ulovlig indtræden på banen uden dommerens tilladelse – og så selve den usportslige opførsel. Vi er igen over i det gammelkendte tema med 

advarsler, som kan gives, og dem, som skal gives. Den usportslige opførsel er et dommerskøn – men det er den ulovlige indtræden ikke. Så under alle omstændigheder har vi en advarsel her. Og det er ikke jordens smarteste ting at gøre, når man har én i forvejen. Så Kazakhstan kørte de sidste cirka tyve minutter med en mand mindre, hvorefter Danmark vandt 1-0. Jeg ved ikke, hvordan bødekasser fungerer i Kazakhstan, eller hvilken valuta, vi jonglerer med, men det kan forhåbentlig næppe have været helt billigt.

Tilbage på hesten