Vi er på vej ind i de sidste to runder af Superligaens grundspil, og dermed kan jeg sagtens forstå, at nerverne bliver mere flossede, retorikken skarpere og ikke alle udtalelser kan stå for en nøjere vurdering, hvis man ifører sig de faglige briller. Men OK – fodbold er følelser, som man fra trænerside ynder at sige (selv om det objektivt set næppe inkluderer f.eks. at vælte fjerdedommerens bord).

Men det er, som om man nu er blevet så fokuseret på VAR, at det kan bruges som syndebuk for stort set alting. Paradokset er, at i de seneste to runder har VAR gjort (næsten) alt rigtigt, dommerne har (næsten) gjort det rigtige efter review, og der er blevet reddet en stribe potentielt kampafgørende kendelser. Jeg har haft en del telefoner og mail-korrespondance med (formentlig) fans fra Aarhus efter sidste uges klumme og FCK-AGF – kampen. Langt det meste fornuftigt og urbant med gensidig respekt. Kun en enkelt mail, som vist nok lige akkurat balancerede på den rigtige side af straffeloven. Men jeg forudser en tur til, når jeg længere nede i artiklen ser nærmere på Bubacarr Sannehs ekstremt tidlige udvisning mod FCN. Så jeg åbner ingen højlydt tikkende pakker med afsender Aarhus lige med det samme.

Jeg efterlod en cliffhanger i sidste uge omkring ‘line of intervention’ – altså hvornår VAR-teamet skal gå ind over en dommerbeslutning og kalde dommeren ud for at se på en skærm én gang til. Udgangspunktet er, at der skal være tale om en ‘klar og åbenlys’ dommerfejl, og hvornår er det så det ? Lige akkurat det har givet alle lande, der har indført VAR, problemer det første år – for hvornår er noget klart og åbenlyst forkert ? Herhjemme blev det åbenlyst efter kampen mellem FCK og SønderjyskE, hvor der bliver dømt tre tynde straffespark. Det sidste – til SønderjyskE – er tættest på at være rigtigt, ikke på grund af Zankas hånd på bolden, men fordi Kalle Jonsson kommer bragende ud og godt nok sikrer sig bolden, men ved samme lejlighed tager både Zanka og SønderjyskE-angriberen med i købet. Der var også ét i Lyngby runden efter. Men i det berømte bakspejls ulideligt klare lys burde dommeren i alle fire tilfælde have været kaldt ud til et on field-review, simpelthen for at give ham en chance for at se de vinkler, som han ikke selv kan fange på banen. VAR skal ikke dømme kampen for anden gang, men det skal på den anden side forhindre justitsmord, og det er en ekstremt følsom balance, som vi stadig kæmper med at få ensrettet. Ikke noget mærkeligt i det – alle lande har haft nøjsgtig det samme problem i starten, og vi er lige akkurat dér, hvor vi forventede at være, på godt og ondt. VAR er ikke en facitliste – VAR er en finger i vejret for at sige ‘Er du nu sikker på det ?’. Og igen: ingen afgørelser af denne type træffes af VAR – det er altid banedommeren, der er chefen med det sidste ord.

‘Line of intervention’ er umuligt at skrive sig ud af – det kan kun belyses ved eksempler. Hvilket vi har gjort over for dommerne, og hvilket har medført, at vi har sænket barren (ikke markant, men en anelse), så der vil komme flere interventions – for vi vil jo stadig gerne have de rigtige kendelser på bundlinjen. Hvilket selvfølgelig har ført til den forventede reaktion udefra, at nu spildes der for meget tid med at se på en skærm. Man kan umuligt gøre alle tilfredse – men hvad de færreste tænker på, er, at langt den største del af ventetiden går med, at VAR finder de rigtige vinkler at vise dommeren. Når først det er gjort, er afgørelsen i reglen rimelig simpel. Men det vil jo være en katastrofe, hvis VAR misser den afgørende vinkel, som TV bagefter i ro og mag kan vise og derved dokumentere, at kendelsen var forkert (hvis den var rigtig, er der sjældent den store historie i det). Stadig skal man huske, at VAR på

bundlinjen har reddet væsentlig mere, end det har skoldet. Derfor kan man sagtens med fuld ret have nogle holdninger til, at det ødelægger flowet, og det er legitimt nok. Men i sidste ende kan det koges ned, om man vil have en tilrettet retfærdighed eller flow.

Og så kommer vi til et par lovmæssigt yderst interessante nedslag fra de seneste runder. Vi når denne gang kun Bubacarr Sanneh og hans hurtige udvisning mod FCN i midtugerunden. Lad mig starte i den anden ende af snoren hos AGF-træner David Nielsen, som jeg kender som et yderst fornuftigt, sympatisk og sagligt menneske, og som jeg selv har haft fornøjelsen af at undervise i fodboldloven, da han i sin tid tog A-træner eksamen. Han er blevet citeret for noget i retning af, at den udvisning kan ikke debatteres – og det er jeg fuldstændig enig i. Alligevel har jeg fornemmelsen af, at vi står i hver sin ende af skalaen. Så vi tager lige kriterierne igen – vel vidende, at dem har vi ligesom rundet før på denne plads. Et af elementerne er, om spilleren har vilje til og mulighed for at spille bolden – ingen tvivl om, at det har Sanneh, så det tæller afgjort på plussiden. Men så er der lige de andre kriterier. Kontrollen over tacklingen, voldsomheden i tacklingen, samt føddernes retning og ikke mindst kontaktstedet. Og så skal vi lige have de underliggende kriterier for en udvisning med i spil: begrebet ‘unødig stor kraft’ og det, at modspilleren udsættes for fare. Kommer nogen af de to sidste i spil, så er vi i den røde afdeling.

Sanneh sætter en halvvejs flyvende tackling ind, han rammer bolden, men hans ben fortsætter ind på FCN-spillerens. Det sker med stor kraft, strakt ben, knopperne forrest og et kontaktsted godt oppe på skinnebenet. Allerede her skal alle alarmklokker ringe, også selv om der kun er spillet tre minutter. Kontaktstedet er skjult for dommeren , og det er her, at VAR kommer ind i billedet ved at kunne give dommeren nogle ekstra vinkler. Farten i tacklingen vurderes selvfølgelig i 100 % speed, mens kontaktstedet vurderes i langsommere gengiverlser og still-billeder.

Det er desværre en udpræget misforståelse i fodbold-Danmark, at bare man rammer bolden, er alt godt. Men nej, sådan er de faktiske forhold i jernindustrien ikke. At man rammer bolden giver ikke bare forkørselsret til hvad som helst og amnesti for, hvad der måtte følge efter. Spillerne skal i et eller andet omfang tage tage hensyn til hinanden, for vi skulle alle meget gerne kunne gå på arbejde dagen efter. Kontaktstedet her er ret så højt, og man skal prise sig lykkelig for, at FCN-spilleren havde forsvarlige benskinner på. Ingen, som har set billederne af den efterfølgende flænge, som skulle syes, kan være i tvivl om, at her er spilleren vitterlig blevet udsat for fare. Uden benskinner var dette formentlig gået frygtelig galt. Hvilket giver mig lejlighed til igen at flashe min kæphest (som nogle folk hader mig for, fordi det er jo i deres optik en detalje): de spillere, som ønsker at spille smarte og få et image ved minimale benskinner og lavthængende strømper, er altså selv ude om det, den dag hvor det går galt. Det er også derfor, at vi beder dommerne være opmærksomme på det – uanset hvor irriterende det måtte være.

Nogle har ment, at FCN-spilleren skulle have trukket sig, da han kunne se, at Sanneh kom først på bolden, men sådan fungerer fodbold altså ikke. To spillere jagter en løs bold, og så klapper man ikke bare lige bremserne i. Det er ubetinget den tacklendes ansvar, at dette ikke ender galt. Til dem der stadig måtte tvivle, kan jeg sige, at sammenligner man med de instruktionsvideoer, som vi får fra UEFA og FIFA, er der ingen tvivl om, at dette er en klokkeklar udvisning. Det vil det også være i Champions League – og hvis nogen skulle indvende, at det jo nogle gange ikke bliver dømt, er det kun at sige, at der på enhver kamp er en dommerobservatør, og hvad han har sagt bagefter, ved vi af gode grunde ikke. Jeg er helt

sikker på, at hvis en tackling som denne ikke havde givet rødt kort, ville der være faldet brænde ned. Der dukker nærmest ugentligt clips op fra UEFA-kampe, som vi skal rette ind efter – og det gør vi.

Der har været masser af andre interessante situationer i weekendens løb – for eksempel FCKs korrekt annullerede Wilczek-mål, som ikke fik lov til at stå på grund af en helt uforsætlig hands fra en faldende Jonas Wind. Men antallet af anslag er ved at løbe ud, så det må I desværre vente med til næste uge. Og så håber vi, at der ikke dukker andre spændende ting op. VAR sørgede jo også for at skabe lidt spænding i kampen mellem Dortmund og Sevilla tirsdag aften. Man kan diskutere den kunstneriske udførelse, men vi landede det rigtige sted.

Vi er lige i orkanens øje p.t. (hvor der siges at være fuldstændig stille, men sådan føles det godt nok ikke).

VAR er ikke den store skurk